Kamil Grabara havde som sædvanlig en kæk kommentar efter aftenens kamp mod AGF.
Det lykkedes hverken AGF eller FC København at finde vej til netmaskerne, da de to mandskaber tidligere i dag tørnede sammen på Ceres Park i Aarhus, og ifølge Kamil Grabara, så kommer Patrick Mortensen altså ikke til at score på ham i åbent spil.
Det slog han fast efter slutfløjt med en kæk kommentar, efter at have pillet AGF-angriberen med en sublim redning.
– Jeg synes, jeg er en god målmand. Sådan er det. Han kommer ikke til at score på mig i åbent spil, han kan kun passere mig på straffespark.
– Jeg går ud fra, at han var ret sikker på, at jeg ikke ville nå derned, derfor tog han det måske ikke så seriøst, men det er derfor, jeg er der til at lave redninger, udtaler Grabara kækt til Viaplay.