OB tager imod Vejle søndag d. 17/2 kl. 14 på Nature Energy Park i Odense.
Formen:
OB fik sig noget af en lussing, da de gæstede Parken, hvor FCK sendte fynboerne retur med et 6-1 nederlag, hvor effektivitet og kvalitet var udslagsgivende og kampafgørende. OB havde ellers haft en god opstart, hvor de var ubesejrede inden mødet med FCK. Fynboerne skal derfor tilbage på sporet med en sejr over dagens gæster fra Vejle, hvis der stadig skal være forhåbninger om at ende i top seks.
Vejle døjede i efteråret med mange skader og manglende resultater. Vejle har for nyligt sagt farvel til Rasmus Lauritsen, der skiftede til svenske IFK Norrköbing i Sverige, mens Branko Ilic skal udfylde de store sko. Dette gik over al forventning i Vejles seneste kamp mod SønderjyskE, som blev vundet med 2-0, hvorfor det vil være et veloplagt Vejle-mandskab med selvtilliden i orden inden opgøret på Fyn.
Forventede startopstillinger:
Jakob Michelsen må undvære Janus Drachmann, der med sit gule kort mod FCK løb ind i en karantæne. Yderligere er Alexander Ludwig forsat ude med en skade, mens Anders K. Jacobsen ventes at være tilbage i truppen igen.
Vejle-træneren, Adolfo Sormani, har atter Allan Sousa og Viljormur Davidsen tilbage fra karantæne, hvor førstnævnte ventes at indgå direkte i startopstillingen. Kerim Memija, Tobias Mølgaard og Serhii Hryn og Mads Lauritsen er alle ude af stand til at deltage i søndagens opgør.
OB (3-5-2): Grytebust – Leeuwin, Tverskov, Lund – Laursen, Nielsen, Thomasen, Kløve, Barrett – Helenius, Kadrii
Vejle Boldklub (4-2-3-1): Bajza – Emmerson, Ilic, Greve, Amundsen – Schoop, Ramadani – Sousa, Yurchenko, Louati – Finnbogason
De skal gøre forskellen:
OB vil uden tvivl forsøge at sætte sig på spillet og presse gæsterne og dermed skal den jyske defensiv være klar fra start i en kamp, hvor den defensive organisation for Vejle er nøglen til succes.
OB vil med garanti dels forsøge at kombinere sig igennem kæderne og dels prøve at finde Bashkim Kadrii i mellemrummene, som tidligere har givet succes. Holdet er vant til at løbe mange meter for hinanden og netop det bliver også afgørende i lørdagens opgør i en kamp, hvor også OB-angriberen, Nicklas Helenius skal suge boldene til sig
Vejle skal sætte deres lid til at forsvaret får lukket sammen, hvor den nye duo i form af Mads Greve og Branko Ilic igen skal stå sin prøve. Den tidligere OB-spiller, Jacob Schoop, bliver vigtig i motorrummet på midtbanen, mens effektiviteten og kynismen skal sidde i skabet fra Kjartan Finnbogason.
Det kan vi forvente:
OB vil med stor sandsynlighed angribe gæsterne fra start og forsøge at sætte dem under pres. Vejle vil formegentlig være tilfredse med at slå til på kontrastød, hvor de tidligere har vist sig at være stærke. Der vil derfor være gang i den i begge ender i en forhåbentlig målrig affære.
Sidst de to hold mødtes endte opgøret med en fynsk sejr i Vejle med 0-2. Om vi får endnu en OB-sejr i søndagens kamp, må tiden vise, men der er ikke nogen tvivl om, at der er lagt op til et brag af en kamp, når opgøret fløjtes i gang søndag eftermiddag kl. 14 på Nature Energy Park i Odense, hvor begge hold vil gøre alt for de tre point.