José Mourinho tror fortsat på, at hans Manchester United-mandskab kan vinde det engelske mesterskab.
Manchester United er 11 point bag Manchester City, der i denne sæson synes to eller tre gear over deres modstandere.
José Mourinho har dog ikke opgivet det spinkle håb om at sikre mesterskabet til sit sultne Manchester United-mandskab.
– Det er først ovre i maj. Hvis det var ovre nu, så ville jeg være på ferie i Brasilien eller Los Angeles, sagde han på pressemødet efter sit holds 1-0-sejr over Bournemouth.
Manchester United indtager andenpladsen i ligaen, mens Chelsea er på tredjepladsen.