Esbjerg vandt mandagskampen over Viborg, og footy.dk zoomer ind på kampen.
Esbjerg sad på første halvleg. Viborg sad på anden halvleg. Det kom der følgende vurderinger ud af.
Bedst for Esbjerg:
Esbjergs kantspiller, Jeppe Andersen, spillede en storartet første halvleg, hvor han fik lov til at spille med en masse frihed i det offensive. I anden halvleg blev han holdt lidt tilbage af Esbjergs mere defensive tilgang til spillet. Alt i alt dog en stærk præstation af den driblestærke spiller, der leverede både offensivt og defensivt.
Hans holdkammerat i målet, Jeppe Højbjerg, stod også – endnu – en fremragende kamp for sit hold, hvor han diskede op med flere store redninger. I første halvleg pillede han et forsøg tæt under mål fra Osama Akahrraz, mens han i anden halvleg afviste en friløber fra Serge Deble.
Værst for Esbjerg:
Ronnie Schwartz var Esbjergs med længder ringeste her til aften. Esbjerg-angriberen var langsom i tanke og handling, mens han heller ikke var effektiv foran kassen.
Bedst for Viborg:
Viborg havde store problemer i løbet af første halvleg, hvor de havde utroligt svært ved at finde fodfæste. Dog viste angriberen Serge Deble vejen med et arbejdsraseri af en anden verden. Den hurtige angriber var også nærgående et par gange, men han formåede ikke at passere Jeppe Højbjerg.
Værst for Viborg:
Serge Debles angrebsmakker, Jeppe Curth, var usynlig i det meste af kampen. Han kom først til syne, da Viborg-træner, Johnny Mølby, flåede ham ud i anden halvleg.
Reaktioner fra opgøret følger på footy.dk.