Vi har taget en snak med Hirtshals-spilleren Daniel Knudsen, der spiller i Jyllandsserien og samtidig kan kalde sig landsholdsspiller.
Hvordan er det egentlig at have landsholdsspiller stående på CV’et og så samtidig spille i Jyllandsserien? Det kan Daniel Knudsen, der spiller i den nordjyske klub Hirtshals svare på. Han har boet i Danmark næsten hele sit liv, men da han er født på Grønland, blev han udtaget til det grønlandske landshold i 2013. Her kan du høre om den spændende tur med landsholdet.
Kan du forklare om den landsholdssamling du har været til?
3 ugers landsholdssamling. En tur hvor man roligt kan sige, at jeg har fået nogle gode oplevelser med i posen. Jeg mødtes med truppen i Odense, hvor den stod på hård forberedelse i en uge, inden vi tog aftsed til Island games på Bermuda. Vi trænede én til to gange dagligt og spillede i alt 4 kampe. Mod to 2. Divisionshold, et Danmarksseriehold og et Serie 1-hold. Det blev til sejre i alle kampene udover den første, som blev spillet uafgjort.
Efter hver kamp havde vi evalueringsmøde, hvor vi fik snakket om holdets præstation og de individuelle præstationer. Man fik virkelig sat fokus på sine små fejl, og det har jeg lært meget af. Personligt gik det godt for mig på banen, og jeg spillede 2. halvleg i de to første kampe, mens jeg fik lov at starte inde i den 3. Her var jeg desværre så uheldig at skade min ankel. Jeg kan ikke rigtig huske hvornår jeg sidst har været skadet, så det var virkelig dårlig timet. Mine trænere og jeg blev enige om at jeg bare skulle fokusere på at blive skaden kvit så hurtigt som muligt, så måtte vi se hvordan det gik. Jeg blev behandlet af en fysioterapeut og akupunktør. Nåle i ørerne, benet og foden.
I Odense var der også teambuilding, hvor vi var ude at ro i kajak (en af gutterne kunne lave en grønlændervending). Der var også ernæringsrådgivning, og vores to trænere var virkelig professionelle på alle områder. Hold fast et planlægningsarbejde de havde foretaget sig hjemmefra. Der var tænkt på alt!
Vi fløj til Bermuda via Amsterdam og Atlanta. Her mødte vi lige Evander Holyfield, som kom gående i lufthavnen helt alene.
Hvilken kongeoplevelse til åbningsceremonien. Arrangørerne havde gjort utrolig meget ud af det, og der var nærmest fyldt på stadion. “WELCOME GREENLAND. GREENLAND IS THE LARGEST ISLAND ON THE EARTH!” råbte stadionspeakeren, da vi trådte ind. Og så gik tilskuerne amok. Og der blev flaget og klappet og lavet bølger og det hele, mens vinderen af Bermuda Idol sang. Der var desuden vilde trommeslagere og fyrværkeri.
Dagen efter fik vi lov at tage på stranden. Horse Shoe Bay. Sandet var lige så fint som mel, og der var ikke det der lignede smuds, sten, tang eller dyr i vandet. Det var bare perfekt. Men vi fik kun lov at være der i 45 min… Det handlede det meste af tiden om restituering, så der blev spillet kort og set film i stor stil.
Turneringsstart
Bermuda-Greenland. En kamp hvor boldbesiddelsen var meget lige. Vi havde begge store chancer, vi formåede bare ikke at få den i kassen, og det gjorde de. Så vi tabte 3-0.
Der var træning hver dag, undtagen på kampdage, hvor der blev finpudset rent taktisk. For mit vedkommende handlede det om at løbe og lave øvelser for at teste foden for at finde nye smerte grænser. Man skulle bare tænke på at have det varmt, så svedte man. Så forestil dig, hvordan det var at løbe rundt på banen.
Kampene mod Frøya og Falklandsøerne vandt vi 12-0 og 9-0. Jeg fik lov at spille 2. halvleg mod Falklandsøerne, selvom foden stadig var skadet, hvilket gjorde, at jeg var på 80 %. Alt jeg gjorde på banen gjorde ondt. Men jeg er utrolig glad for at have fået lidt spilletid. Så var det ikke helt forgæves, at jeg tog med alligevel. Der var meget opmærksomhed omkring os, når vi var ude omkring. Man fik hele tiden spørgsmål og kommentarer af de lokale og andre atleter.
På finaledagen var truppen selvfølgelig mere spændte end ellers. Vi skulle igen spille mod Bermuda. Det viste sig, at de havde 3 Major League-spillere med, som til daglig spiller i Toronto.
Et rigtig godt oplæg, som gav pote.
Vi fik mere eller mindre lukket ned for deres hurtige opspil, ved blandt andet at mandsopdække deres bedste spiller. Simpelt, men genialt. Der blev skabt chancer i begge ender, men jeg synes ærligt talt, at var var lidt bedre set over hele kampen. Bermuda vinder dog kampen på et tyndt dømt straffe i 86′ minut. Deres træner kom hen til vores trænere og beklagede. han fortalte også dommeren, at han havde fejlet. Bermuda-spillerne fejrede ikke sejren – respekt!
Hvor spillede de andre til samlingen henne? Altså hvad var niveauet på dem?
– Alle mine holdkammerater spiller til dagligt på Gønland. Deroppe mødes alle holdene 1-2 gange om året og spiller GM (Grønlands Mesterskaberne, red.), hvilket betyder alt for dem.
Forventer du, at fodbolden på Grønland kan udvikle sig, eller er den baseret på spillere med grønlandsk pas, der spiller i fx Danmark?
Jeg er sikker på, at fodbolden udvikler sig på Grønland. Så vidt jeg ved, arbejder man på at blive registreret af UEFA – der er dog en del krav, der stilles i forhold til det – eksempelvis stadionkapacitet. Man har eks. lige fået den første kunstgræsbane deroppe, hvor man ellers spiller på grus. Der er faktisk nogle talenter deroppe.
Hvad sagde holdkammeraterne i Hirtshals til det?
Drengene i Hirtshals var selvfølgelig helt oppe over det. Der var ret stor interesse, og jeg blev spurgt ret meget ind til det. Turen har rystet lidt kælenavne af sig, så som “Landsholdspilleren” og sådan.
