Thomas Frank glæder sig over, at man har formået at være tålmodige med Mikkel Damsgaard og Keane Lewis-Potter.
Brentford har gang i en rigtig fin sæson i Premier League, hvor de lige nu indtager en solid plads i midten af tabellen.
To af de helt store lyspunkter for Thomas Franks mandskab i denne sæson har været Mikkel Damsgaard og Keane Lewis-Potter, som ellers tidligere har været helt ude i kulden.
Derfor glæder Thomas Frank sig også over, at man har væbnet sig med tålmodighed.
– Jeg mener, det er rigtig vigtigt at være tålmodig. Det er det generelt – men specielt i en fodboldklub.
– Man er nødt til at være tålmodig, fordi folks udvikling er ikke en lige linje. Der kan være mange forskellige veje.
– Og det er en stor styrke for os. Andre klubber havde måske sendt dem på leje eller ikke troet på dem.
– De spillede okay meget de første år, men nu er det den tredje sæson, og de er flyvende. Det er fedt at se, siger han på et pressemøde.