Brøndbys nye hovedsponsor er ikke faldet i god jord hos klubbens fans.
De blå-gule fra Vestegnen kunne tirsdag afsløre, at man har fået en ny hovedsponsor i form af bettingfirmaet Betano, og det er ikke faldet i god jord hos klubbens fans, som har omtalt den nye aftale negativt på de sociale medier.
Det gør sig også gældende for Brøndby-foreningen Fanafdelingen, som har udtalt sig kritisk om det nye samarbejde.
– Professionel fodbold og spilindustrien er i et hidtil uset omfang blevet tæt forbundne i takt med, at der i seneste årti er skabt en normalisering af pengespil i samfundet.
– Man skal ikke se mange fodboldkampe på tv for at iagttage den massive eksponering, som spilfirmaer har indenfor fodboldverden. Upåagtet at spilindustrien er en lovlig industri, som er underlagt en vis regulering, ser Fanafdelingen med stor skepsis på klubbens nye hovedpartner.
– Vi havde med andre ord håbet, det ville være muligt for klubben at tiltrække en hovedpartner, som ikke var engageret i spilindustrien. Og det understreger behovet for vores initiativ om ludomani i fankredse, skriver Fanafdelingen på sin hjemmeside.