Af: Journalist Michael Kjærbøl
Optakt: Danmark-England
Da det engelske landshold blev slået ud af VM i Mexico i 1970 udtalte landsholdstræneren Alf Ramsey til pressekorpset, at: ”Brasilien, dem kan vi ikke lære noget af”. Verdensmesterskabet blev vundet af brasserne i overlegen stil, og holdet – med Pelé i spidsen – præsterede det nok smukkeste og mest formfuldendte fodbold i historien. Sir Alfs pinlige kommentarer fik pressen til at krympe sig.
De danske mediefolk må have haft det på omtrent samme måde efter Slovenien-kampen. Landstræner Kasper Hjulmand mente at kritikken af holdets indsats, og af hans egen passivitet ude på trænerbænken, var skudt helt ved siden af. Danmark spillede en udmærket kamp, også i 2. halvleg, var Hjulmands melding. De manglende udskiftninger blev bortforklaret med at fjerdedommer og officials nølede ude på sidelinjen og forsinkede processen. Meget mystisk og uhørt. Især mystisk. Men fakta er altså, at Joakim Mæhle blev indskiftet som den første efter 77 minutters spil, og derefter gik der yderligere 6 minutter inden der kom tiltrængte friske kræfter ind. Thomas Delaney kom først ind i overtiden. Alt sammen alt for sent.
Faktisk er hele landsholdet tilsyneladende ramt af kollektiv fakta-resistens og sandhedsbenægtelse. Eller selektivt hukommelsestab? Flere spillere, bl.a. Joachim Andersen, bakkede op om landstrænerens alternative udgave af virkeligheden. Jeg synes ærligt talt at det er en uskik at man tilsyneladende kollektivt afviser enhver form for selvindsigt. Man lærer af sine fejl, bearbejder dem, og kommer videre. Men ikke ved hårdnakket benægtelse.
Victor Kristiansen snerrede ad journalisterne: ”Forventer folk at vi dominerer i 90 minutter?”, spurgte backen retorisk. Nej, kære Victor, det er der ingen hold der er i stand til. Men når man stopper med at spille fodbold efter 55 minutter, og kun er i stand til at producere 1 målchance på en halvleg, så er det ganske logisk at modstanderne på et tidspunkt scorer. Sloveniens udlignende mål var på ingen måde ufortjent, og man må nu konstatere, at landsholdet i tre vigtige opgør indenfor et år mod den lille cykel-og skisportsnation kun har formået at vinde et.
Kan vi forlange og forvente mere? Ja da!
De klubber, hvor spillerne er beskæftigede til daglig, er en god indikator på holdenes indbyrdes styrke. Danskerne i søndagens startopstilling repræsenterer Anderlecht, Crystal Palace, Barcelona, Leicester, Sporting, Tottenham, Manchester United, Bologna, Benfica og Wolfsburg. Slovenerne: Atletico Madrid, Gornik Z., Sampdoria, Sochi, Celje, Udinese, Ljubljana, Panathinaikos, Pisa og Leipzig. Der er væsentlig kvalitetsforskel, og det afspejles jo også af de to nationers placeringer på diverse ranglister. Det var naturligvis en kamp, som Danmark burde have vundet. Spillet i første halvleg viste da også den klasseforskel der burde være, men efter pausen slap danskerne gaspedalen og lod modstanderne komme til fadet. Ærgerligt og unødvendigt.
Har vi så en chance mod stærke England? Ja da!
Selv om der ikke er meget optimisme at finde i landsholdets spil og præstationer de sidste to år (for pokker, hvor er det rædselsfuldt at måtte konstatere!), så ER der afgjort muligheder for at overraske.
Coachingen og styringen af Three Lions er nemlig langt fra imponerende. For to år siden forærede Gareth Southgate al initiativ til et relativt svagt italiensk landshold i EM-finalen på englændernes hjemmebane. Wembley bevidnede hvordan de azurblå gradvist voksede spillemæssigt til at være totaldominerende i 2. halvleg og den forlængede spilletid. England skrabede med nød og næppe uafgjort hjem, men blev – helt fortjent – besejret på straffespark. For mig var Southgates taktiske ageren en ret nøjagtig opskrift på, hvordan man smider en oplagt sejr væk.
I øvrigt udviste samme Southgate fuldkommen mangel på overblik i semifinalen mod Danmark. Da Mathias Jensen måtte udgå med en skade i den forlængede spilletid, var England jo 11 mod 10. Alligevel trak den engelske coach sit hold helt helt tilbage i de sidste minutter, hvilket – stik imod sund fornuft – faktisk gav danskerne et par rimelige chancer for at skabe en chok-udligning. Hvis man mener, at kritikken mod Kasper Hjulmand er harsk herhjemme, så er det INTET imod hvad Gareth Southgate må lægge ryg til i den engelske presse. Men det er ikke grundløst.
Englands første gruppekamp mod Serbien fik et lignende kampforløb. Serberne styrede kampen fuldkommen efter at de kom bagud, og England var heldige med at vinde. Den sædvanlige taktik med at spille bolde op på fænomenale Kane for at skabe plads til dybdeløb, så man stort set ikke. Englænderne sparkede bolden planløst væk, og supertalenterne Foden og Saka lignede fejlplacerede dilletanter.
Man skal altså ikke gå i panik, hvis England scorer først.
Jeg fornemmer desuden, at der er en meget reel respekt for det danske landshold i den engelske lejr. Titelkandidaterne ankom altså til slutrunden med et nederlag på hjemmebane mod Island i den sidste træningskamp før EM, og hjemme i Old England er pennene hvæsset og slagterknivene parate, hvis fodboldens moderland (atter) snubler.
Kan Danmark overhovedet stoppe Jude Bellingham? Ja da!
Eller sådan da… En af europæisk fodbolds største stjernespillere pt. bliver selvfølgelig en mundfuld. Han udmærkede sig med en af få gode præstationer på det engelske hold mod Serbien, og scorede som bekendt sejrsmålet. For mig at se er løsningen for Danmark personificeret i Christian Nørgaard. Kasper Hjulmand bør ganske enkelt slippe Brentfords hårde vagthund løs på kunstneren fra Madrid! Nørgaard har noget kynisme i sit spil, som ikke matches af andre i truppen.
Der bør også justeres i den bagerste back-kæde. Lad nu Jannik Vestergaard spille den centrale stopper! Lad ham tage duellerne med Harry Kane, så han ikke bringes i håbløse løbedueller med Bukayo Saka. De danske backs bliver fuldt beskæftigede med de to stjerneskud, Phil Foden og Saka. Kasper Hjulmand må overveje, om ikke Joakim Mæhle skal spille fra start denne gang med den rutine, som han besidder, og som Bah og VK mangler.
Bortset fra nødvendigheden af at få stækket de engelske nøglespillere, så skal vi da spille frisk fremadrettet. Der er intet der irriterer føromtalte Foden og Saka mere, end når de skal bruge deres ressourcer på at forsvare. Danskerne skal tage initiativ. Det engelske forsvar er ikke voldsomt imponerende. Crystal Palace stopperen Marc Guehi har en satsende og risikabel måde at dække op på. Læg nogle fornuftige bolde op på vores to angribere, og kom så med nogle løb bagfra. Christian Eriksen og Jonas Winds samarbejde i forbindelse med scoringen mod Slovenien bør være stilladseringen. Et verdensklassemål. Husk at Englands venstre defensive side ser tynd ud. Og sæt nu sprællemanden Pickford på prøver!
Danmark og England har igennem tiden udkæmpet 29 indbyrdes opgør. Jeg tillader mig her at medregne de to OL-finaler i 1908 og 1912, hvor England repræsenterede Storbritannien, mens jeg har udeladt bronzekampen ved OL i 1948, hvor det britiske hold (under ledelse af Matt Busby) bestod af spillere fra flere Home Nations. Danmark har sejret 7 gange. Vi var den første kontinentale nation der besejrede England i en landskamp (i 1910), men det var dog først fra 1948 at landsholdet har været konfronteret med det professionelle engelske landshold.
Vi husker nok alle Simonsens straffesparksmål på Wembley i 1983. En kamp der betød et stort gennembrud for dansk landsholdsfodbold, og for hele ”80’er-bølgen” med roligans, fodboldfest og seværdigt spil. De engelske fans husker nok bedre 1/8 finalen ved VM i Japan i 2002, hvor Danmark blev besejret med 3-0, og EM-dramaet for to år siden, hvor England vandt med 2-1, mens idiotiske hjemmetilhængere pinagtigt blamerede sig ved at terrorisere danske fans på lægterne.
I forrige års Nations League havde danskerne godt styr på Three Lions. I 0-0-opgøret i København spillede Danmark bedst (men det skal dog medgives, at vi var heldige med et par engelske chancer til sidst), og på Wembley vandt vi som bekendt med 1-0, på et straffesparksmål af Christian Eriksen.
Tror vi på det? Ja da! KOM SÅ DANMARK!
Info: Michael Kjærbøl har ind bog på vej – 40 Fantastiske fortællinger fra fodboldens moderland.
