Af Michael Kjærbøl
Spanien blev en populær vinder af et Europamesterskab, der bød på for mange kedelige kampe. Det blev spilleglæden og den offensive vilje, der sejrede til sidst – og heldigvis for det! Det havde næsten ikke været til at bære, hvis Englands minimalistiske tilgang havde båret frugt. Den engelske landstræner, Gareth Southgate, har ført Three Lions til to slutrundefinaler i træk, men jeg har på fornemmelsen, at størsteparten af det engelske fodboldfolk sagtens kan gennemskue at:
- England spillede fornærmende ringe i alle tre indledende puljekampe. Hvis Danmark havde oppet sig til at vinde over Serbien, så var englænderne røget i den vanskelige turneringshalvdel, og direkte op imod værtsnationen. Auf Wiedersehen.
- England kneb sig igennem til semifinalen med en pivheldig sejr over Slovakiet og en straffesparksafgørelse mod Schweiz. Spillet var langt under hvad man kan/bør forvente.
- Bortset fra 1 acceptabel halvleg (mod Holland) og en stærk individuel præstation af Bukayo Saka, er der intet mindeværdigt ved den turnering som fodboldens moderland netop har leveret. Den var faktisk nærmere pinagtig.
Det er måske paradoksalt at benævne en slutrunde-sølvvinder som ”pinlig”, men der var bare (næsten) intet positivt at sige om Southgates kedsommelige kujonfodbold, og der er absolut intet fodboldverdenen kan tage ved lære af.
Derimod sprudlede Spanien fra første færd, især symboliseret ved de to teenagere, Nico Williams og fænomenet Lamine Yamal. Tak til de la Fuente, for ikke at holde igen på offensiven, og begrænse de kreative kræfter med for stærke taktiske spændetrøjer.
Bortset fra Spaniens fortjente titeltriumf, så går EM 24 ikke ligefrem over i historien som en fodboldfiesta.
Der blev generelt spillet alt for taktisk forsigtigt, og kvaliteten af underholdningen på de tyske stadionbaner står i kras modsætning til den publikumsopvisning i umiddelbar glæde, som nationernes supportere skabte på lægterne og i værtsbyerne. Dét var en fest! Men kan det fortsætte sådan? Det såede trænermaestro og nuværende landsholdscoach i Uruguay, Marcelo Bielsa tvivl om, i en presseudtalelse, der adresserede både EM og Copa America (hvor tre af fire kvartfinaler blev afgjort på straffesparkskonkurrencer):
” Fodboldkampe trækker flere og flere tilskuere, men det bliver mindre og mindre attraktivt.”
Det, der engang gjorde spillet til det bedste i verden, bliver ikke prioriteret i dag, og så vil processen slutte. Ligegyldigt hvor mange folk, der ser fodbold, vil det kun gavne forretningen, hvis man ikke sikrer sig, at det, folk overværer, er noget seværdigt – fordi forretningen er kun interesseret i hvor mange, der ser med.
Om et par år vil de spillere, der fortjener at blive set, blive mindre set, og det spil, vi producerer, vil blive mindre ønskværdigt. Den nuværende kunstige tilskuerstigning vil slutte.
Fodbold handler ikke om fem minutters højdepunkter. Fodbold er meget mere end det. Det er en kulturel udtryksform – det er en måde at identificere sig på”.
Udviklingen går desværre i en gal retning, for UEFAs og FIFAs mastodontiske slutrundeturneringer driver i stigende grad rovdrift på udmattede topspillere, og tilgangen bliver derefter. Der økonomiseres med kræfterne, doseres ift. de krævende offensive tiltag, og alt for mange stærke landshold kommer med et blodfattigt og bovlamt udtryk.
Danmark
Når vi skal foretage en kort evaluering på den danske indsats, så synes jeg at det er værd at tage udgangspunkt i Señor Bielsas sidste bemærkning: ”Fodbold er en kulturel udtryksform – det er en måde at identificere sig på”. Det danske landshold skal repræsentere det bedste af hvad dansk elitefodbold, og dansk fodboldkultur indeholder. Den udlægning ville landstræner Kasper Hjulmand med statsgaranti have stået på mål for, da han blev ansat for 4 år siden, men næppe i dag.
Danmark missede en gylden mulighed for at vinde puljen og møde Slovakiet i 1/8 finalen, da man, i stedet for at gå efter sejren, krøb sammen i eget felt og forsvarede nullet. Der manglede simpelthen mod, og tro på egne evner, hvilket da også blev bemærket af adskillige skuffede internationale eksperter efterfølgende. Danmark blev i flere medier udråbt til EM’s kedeligste hold. Hjulmands pindsvinefodbold markerede en taktisk regression – direkte tilbage til Hareides ultradefensiv ved VM i 2018. Var det ikke netop den kurs, DBU ville væk fra, da Kasper Hjulmand blev landstræner? Det er i alt fald på ingen måde den udtryksform og identifikation, som jeg ønsker at landsholdet skal være synonym med.
1/8 finalen mod værtsnationen blev kun en delvis opmuntring. Landsholdet kæmpede og kunne godt have fortjent lidt mere held med marginalerne, men ærligt talt, så var danskerne – ganske forudsigeligt – oppe imod en stærk overmagt. Landstræneren viftede med sin mobiltelefon på pressemødet bagefter, men havde han gjort det samme, hvis kendelserne var faldet ud til dansk fordel?
Pressen svælgede bagefter i VAR-kendelserne og enkelte kommentatorer rasede over afviklingen af de kontroversielle situationer. Jeg vil da også gerne være helt klar i mælet: Offside-kendelsen på Thomas Delaneys venstre storetå var ikke i spillets ånd. Hvorfor i alverden har UEFA ikke lært af de nationale forbunds erfaringer med VAR her de senere år? I England har man, efter to sæsoners klumrerier med dubiøse og absurde hands-kendelser og grotesk diminutive offsider, indset, at der skal ”sættes en tykkere streg” når man måler op i VAR-rummet. Tvivl skal komme det angribende hold til gode. De alt for mange straffesparkskendelser for hands kan man måske komme til livs med et mere krystalklart og utvetydigt regelsæt? Det er efterhånden nogle år siden, at jeg selv tog dommereksamen, men jeg må erkende at akademiseringen og de idelige ændringer i reglerne har gjort det hele absurd uigennemskueligt.
Men selvfølgelig er VAR kommet for at blive. Det er et alt for genialt arbejdsredskab til at komme snyderi og svindel i forkøbet til ikke at komme i anvendelse. Søndag havde jeg selv den fornøjelse at medvirke som fodboldhistorisk ekspert i Ekstrabladets feature ”Forsiden fra fortiden”, der omhandlede Bakeros tyveri i Sevilla i november 1993. Der havde VAR været på sin plads!
Er Kasper Hjulmand så også kommet for at blive (to år mere)? Ja, det tror jeg. Trods en skuffende slutrunde med 0 sejre i 4 opgør, og 2 års spillemæssig ørkenvandring med meget få lyspunkter, så tror jeg ikke at Hjulmand skal nogen vegne.
Det ville ellers være et perfekt tidspunkt at bygge et nyt landshold med et frisk og forynget hierarki. Og til at sige et rigtig pænt farvel og tak til flere nøglespillere. Christian Eriksen, Simon Kjær og Kasper Schmeichel kan slutte af på en god og værdig facon. Det er de tre spillere, der blev mine undtagelser fra reglen om ikke at rangere og portrættere nuværende aktive spillere, da jeg publicerede mit værk: Dansk fodbolds 110 bedste spillere for tre år siden. De var simpelthen for gode til at komme udenom. Og jeg placerede dem som historiens henholdsvis nummer 2, 1 og 2 i de kategorier hvor de var indplaceret. De tre kan trække sig med et intakt eftermæle og foran en taknemmelig fodboldnation. Men skiftet, ombruddet på landsholdet, bør ske nu. Det forestiller jeg mig på ingen måde, at Hjulmand er den rette til at varetage. Desværre.
Mit EM-hold
Jeg går med en 4-3-3-opstilling, som – indrømmet er ret offensiv. Jeg VIL have plads til både Yamal og Saka i højresiden, og ærgrer mig lidt over at der dermed ikke kan blive plads til en af turneringens opmuntringer; Dan N’doye fra Schweiz.
Der bliver ikke plads til Musiala og Olmo, selv om de begge har spillet stærkt, men holdet skal ”balanceres”.
Endelig er det jo symptomatisk, at det er mere end vanskeligt at finde bare én enkelt centerforward der har skilt sig positivt ud. Jeg ”snyder lidt” og rykker Cody Gakpo ind i midten af forwardkæden.
Michael Kjærbøl er fodboldhistorisk forfatter.
Han har bl.a. skrevet ”Dansk fodbolds sande guldalder” om perioden 1898-1920. Og i 2021 mammutværket ”Dansk fodbolds 110 bedste” og ”Bogen om Sportslørdag” om engelsk fodbold i dansk tv i 70’erne og 80’erne.
Pt. har Kjærbøl en ny bog på vej: ”40 Fantastiske fortællinger fra fodboldens moderland”.