Den tidligere FCK-stjerne er blevet smidt af det tunesiske landshold.
Elias Achouri har den seneste tid været en del af det tunesiske landshold i forbindelse med Africa Cup of Nations-kvalifikationen, men det er ikke længere tilfældet.
Den tidligere FCK-profil, der i dag slår sine folder i MLS-klubben San Diego, er nemlig blevet smidt af landsholdet efter et ophedet og længerevarende skænderi med landstræneren Mouïne Chaabani.
Det skriver det tunesiske medie Mosaïque FM, som oplyser, at skænderiet skulle være startet efter kampen mod Botswana, hvor landstræneren skulle have kritiseret Achouris præstation, hvilket fik offensivspilleren op i det røde felt.
Mediet skriver endvidere, at kontroversen fortsatte dagen efter til træning, hvor Chaabani igen kritiserede Achouri, hvilket fik ham til at forlade træningsbanen før tid.
Og det endte altså med at få store konsekvenser, da Achouri i sidste ende blev bedt om at forlade landsholdslejren.