Brøndbys administrerende direktør, Søren Kristensen, tager nu afstand fra søndagens brug af fyrværkeri og pyro, som han kalder for ødelæggende og frustrerende.
For første gang siden 2024 var der igen Brøndby-fans at finde i Parken til et derby mellem de to ærkerivaler, og det blev markeret med både røgbomber, fyrværkeri og pyroteknik.
Og det er altså ikke noget, som er velanset på Vestegnen.
Det fortæller Brøndbys administrerende direktør, Søren Kristensen.
– Vi tager som klub klart afstand fra den omfattende brug af pyroteknik og ikke mindst fyrværkeri, som vi så i Parken i dag.
– Der er blevet lagt et stort arbejde i igen at skabe rammerne for, at vi kan have vores fans med til Derby, og derfor er det både ødelæggende og frustrerende at opleve scener som dem i dag, siger han.
– Vi ønsker vigtigst af alt et trygt og sikkert Derby. Men vi ønsker også fans fra begge klubber på tribunerne, ligesom vi ikke ønsker lukkede tribuner til vores hjemmekampe.
– Det kræver, at de rammer, der er sat op, respekteres. Når vi oplever de scener, vi gjorde i dag, risikerer vi at stå i en situation, hvor vores fans endnu en gang bliver udelukket fra de her kampe, og det er uacceptabelt, når nogle få personers handlinger skal ødelægge det for alle andre, lyder det fra Søren Kristensen i et længere skriv på klubbens hjemmeside.