Thomas Nørgaard har fuld forståelse for, at Filip Bundgaard har været utilfreds med den manglende spilletid.
22-årige Filip Bundgaard har haft en svær start på sæsonen, hvor han primært er blevet brugt som indskifter under Thomas Nørgaard.
Tirsdag aften fik han dog chancen fra start i pokalsejren over AB, og her noterede offensivspilleren sig også for et mål i 2-1 sejren.
Efter slutfløjt var Filip Bundgaard heller ikke bleg for at fortælle, at han har været utilfreds med den manglende spilletid, og det har Thomas Nørgaard fuld forståelse for.
– Filip skal være frustreret og utilfreds. Og så skal han håndtere det, som han har gjort.
– For den vigtigste læring for professionelle fodboldspillere er nu engang, at de bliver betalt for at håndtere, når de ikke spiller. Det er nemt, når alle er glade og spiller.
– Men det er, når man er skadet eller på bænken, man definerer sig selv, siger Thomas Nørgaard og roser Filip Bundgaard for den måde, han har tacklet det problematiske efterår på.
– Når jeg har valgt andre på de offensive positioner, har det været fordi, at de har haft mere slutprodukt end ham. Det har vi talt om. Og det har han håndteret på en rigtig god måde.
– Han har taget ansvar og arbejder sig ud af situationen, pointerer Thomas Nørgaard, der glædede sig over, hvad han så fra Bundgaard mod AB.
– Han leverede gode ting og fandt kampafgørende momenter frem. Det giver klart noget at tænke over for os, siger Thomas Nørgaard og erkender, at Filip Bundgaard selvfølgelig skal tage det næste skridt på et tidspunkt.
– Filip har allerede været med i mange år. Nogle gange tager det bare lidt længere tid. Han skal blive ved og må ikke give slip.
– Lige pludselig gør han alt det, vi kunne se ville komme. Det jeg så fra ham mod AB, var et rigtig godt skridt, siger Brøndby-træneren.