Kenneth Emil Petersen er ikke i tvivl om, at Frederik Emmery er i AGF på lånt tid.
I en alder af blot 19 år har Frederik Emmery slået sit navn fast som en af de største offensive profiler i AGF og 3F Superligaen.
Og Viaplay-eksperten Kenneth Emil Petersen er da heller ikke i tvivl om, at det blot er et spørgsmål om tid, før den unge AGF-profil vender snuden mod udlandet.
– Han er en fryd for øjet at se, Frederik Emmery, og han er det på alle stadions rundt omkring. Ham der, ham skal AGF være glade for, hvis de har ham efter sommerferien.
– De skal blive ved med at give ham bolden. Og os, der ser det udefra, vi skal nyde ham, for han bliver solgt til sommer. Det tror jeg simpelthen, han gør. Han er blændende, og han er blændende i alle kampe. At den mand ikke har flere assists i denne sæson, det er godt nok ikke hans egen fejl, siger Kenneth Emil Petersen i Onside.
Frederik Emmery har i denne sæson noteret sig for et mål og tre assists i 11 Superliga-kampe.