Jacob Karlsen vurderer ikke, at der var straffe til Andreas Cornelius.
FC København tabte søndag aften med 2-1 til FC Midtjylland på MCH Arena, og både under og efter kampen var kampens dommer Jacob Karlsen i stort fokus, da han lavede flere tvivlsomme dommerkendelser.
En af de omdiskuterede situationer fandt sted i første halvleg, da Andreas Cornelius følte sig snydt for et straffespark, da Ousmane Diao rev den store FCK-angriber omkuld i straffesparksfeltet.
Til bold.dk forklarer Jacob Karlsen nu, hvorfor han ikke valgte at tildele FC København et straffespark i situationen.
– Det er min vurdering efter gennemsyn af situationen, at der forud for holdeforseelsen mod Andreas Cornelius begås et frispark af en FCK-spiller mod en FC Midtjylland-forsvarsspiller.
– Da denne forseelse sker først i hændelsesforløbet, skulle spillet have været genoptaget med et direkte frispark til FC Midtjylland, oplyser Jacob Karlsen gennem DBU til Bold.