Oskar Fenger glæder sig over Jacob Ambæks præstation mod Lyngby.
Brøndby IF kom søndag tilbage på rette spor i 3F Superligaen, da de smadrede oprykkerne fra Lyngby med 5-2 hjemme på Vestegnen, og her spillede Jacob Ambæk en afgørende rolle med sine to mål i første halvleg.
Og selvom Ambæks direkte konkurrent, Oskar Fenger, var blevet henvist til bænken, så glæder han sig alligevel over holdkammeratens præstation.
– Det er fantastisk at have Ambæk tilbage. Han er bare topklasse. Det vi så mod Lyngby er bare sådan han er og spiller, siger Oskar Fenger.
18-årige Jacob Ambæk har været hårdt ramt af skader i denne sæson, og det var således hans første kamp fra start i 3F Superligaen.