Luis Binks glæder sig over interessen fra udenlandske klubber.
Brøndby-stopperen Luis Binks har fået en stærk start på den nye sæson, hvor han er blevet udnævnt til anfører for de blå-gule, mens han også var udtaget til det skotske landshold under den seneste samling.
Og så har han altså også tiltrukket sig massiv interesse fra udenlandske klubber.
Tidligere er Everton således blevet meldt interesseret, mens de seneste meldinger går på, at også Bologna og Udinese samt en række unavngivne Bundesliga-klubber skulle følge Luis Binks tæt.
Og det er noget, som glæder Brøndby-profilen, da det betyder, at han gør noget rigtigt.
Det fortalte han efter torsdagens træning.
– Jeg har nok kun hørt det, I har hørt. Det er selvfølgelig godt for mig. Det er nogle gode klubber, og det får mig til at smile, fordi det jo betyder, at man gør noget rigtigt, lyder det fra Luis Binks, som samtidig understreger, at han ikke har travlt med at forlade Vestegnen.
– Jeg har sagt før, at jeg gerne vil så højt op som muligt og spille på det højest mulige niveau.
– Men lige nu er jeg i Brøndby, og jeg er glad for at være her. Jeg er anfører, og jeg vil føre klubben så langt, som jeg kan. Men det betyder ikke, at jeg ikke har ambitioner om at spille i de bedste ligaer i verden. Jeg tror, at man uanset branche og job altid gerne vil så højt op som muligt. Sådan har jeg det også, fortæller Binks.