Rasmus Lauritsen modtager store roser af Thomas Nørgaard efter sit exit.
0 minutter. Så meget spilletid nåede Rasmus Lauritsen at få under den nye Brøndby-træner Thomas Nørgaard, inden han tidligere på ugen forlod de blå-gule fra Vestegnen til fordel for den græske klub Iraklis Thessaloniki.
Men selvom den danske midtstopper tydeligvis ikke var en af Thomas Nørgaards favoritspillere, så modtager han nu store roser i kølvandet på sit exit.
– En loyal spiller og en tro soldat. En spiller, som jo har haft sin periode i klubben, hvor det var, at han spillede meget og betød meget, siger Thomas Nørgaard til Tipsbladet og uddyber:
– Også til sidst betød han noget, for når du ikke spiller, og når du er langt fra det, du gerne vil, så kan du vælge at te dig, eller du kan vælge at klemme ballerne sammen og opføre dig professionelt.
– Rasmus har været et eksempel, som jeg håber, at mange vil efterfølge, lyder de rosende ord fra Brøndby-træneren.