Jordan Larsson fortæller, at det er med blandede følelser, at han forlader FC København.
Efter adskillige uger, hvor Jordan Larsson er blevet sat i forbindelse med et skifte til saudiarabisk fodbold, så er handlen endelig faldet på plads mandag aften.
I forbindelse med skiftet takker den 29-årige svensker af i FC København.
– Det har på så mange måder været en helt særlig oplevelse i mit liv at være en del af F.C. København.
– Det gælder også for min familie. Vi har nydt det, og jeg har opnået alt det, jeg drømte om – og meget mere.
– Nu har jeg fået en ny mulighed, men det er med blandede følelser, at jeg tager afsted. At træde ind i Parken vil for altid stå som noget helt specielt for mig.
– Min familie og jeg vil altid følge og holde med F.C. København, og vi siger tak for al den varme, vi altid har mødt i København, siger han til klubbens hjemmeside.