Oliver Villadsen er ikke enig i Peter Sørensens kritik af Luis Binks.
Peter Sørensen tordnede mod Brøndby-kaptajnen Luis Binks efter mandagens kamp mod Sønderjyske, hvor han kaldte hans anførerattitude for skandaløs og usympatisk.
Men nu tager holdkammeraten Oliver Villadsen altså sin holdkammerat og anfører i forsvar.
– Det er noget, som medierne er ved at køre op lige nu omkring ham og sådan noget… Jeg synes, det er fuldstændig unødvendigt, for det er slet ikke den type, han er. Han er forsvarsspiller, så selvfølgelig laver han hårde tacklinger, og selvfølgelig har han noget karakter. Han skal være forsvarsspiller, han skal forsvare vores mål ligesom de andre forsvarsspillere. Så jeg synes, det er vanvittigt, at folk begynder at skabe et eller andet omkring ham, for jeg synes, han er en fremragende anfører. Også uden for omklædningsrummet. Han er måske ikke altid den, der siger mest, men han står altid forrest. Jeg er meget glad for Luis som anfører, det må jeg sige, lyder det fra Villadsen, som også bliver spurgt ind til Peter Sørensens specifikke udtalelse.
– Ej, jeg har ikke så meget at sige til ham (Peter Sørensen, red.). Det må han synes. Jeg synes, det er unødvendigt. Det er folk, der prøver at skabe en eller anden situation, som egentlig ikke er rigtig, og det er ikke det indblik, man skal have af spilleren. Så det synes jeg er mærkeligt, siger Oliver Villadsen.