Thomas Thomasberg var selvsagt ikke tilfreds oven på nederlaget til oprykkerne fra AC Horsens.
Thomas Thomasberg har fået alt andet end en drømmestart i spidsen for OB.
I sidste uge tabte man med 1-0 til Silkeborg på udebane, og søndag eftermiddag måtte man inkassere et nederlag på 1-2 til oprykkerne fra AC Horsens hjemme på Nature Energy Park.
Efter slutfløjt lagde den nyslåede OB-træner heller ikke skjul på skuffelsen.
– Det er en forfærdelig følelse. Det er en kamp, hvor vi kommer godt fra land og ligner et hold, der skal komme foran med 2-0 i første halvleg.
– Det er mangel på kvalitet. Måske bedst illustreret med, at vi har 16 skud i kampen og kun rammer målet en gang, så bliver det svært at score, lyder det fra Thomasberg.