Den tidligere Manchester United-spiller Fred forlader Fenerbahçe og vender tilbage til brasiliansk fodbold.
Det melder Fabrizio Romano, som torsdag har givet sit berømte “Here we go” på brasilianerens skifte til Atlético Mineiro.
Atlético Mineiro betaler 2 millioner euro til Fenerbahçe, mens yderligere 500.000 euro kan komme til gennem bonusser. Fred skriver under på en kontrakt på tre et halvt år, og aftalen indeholder samtidig en mulighed for yderligere ét år.
Ifølge Romano blev aftalen lukket torsdag mellem Freds agent, Marcelo Pettinati, og Atlético Mineiros CEO Paulo Bracks.
Den 33-årige midtbanespiller vender dermed tilbage til Brasilien efter 13 år i europæisk fodbold, hvor han blandt andet har repræsenteret Shakhtar Donetsk, Manchester United og Fenerbahçe.