Julius Ohnesorge sætter ord på Brøndbys transferplaner denne sommer.
Brøndby IF har allerede haft et relativt aktivt transfervindue denne sommer, hvor man har hentet Max Ejdum, Patrick Mortensen og Adrian Kappenberger, mens man samtidig har vinket farvel til Nicolai Vallys, Michael Gregoritsch, Emmanuel Yeboah, Carl Björk og Thomas Mikkelsen.
Men de blå-gule er tilsyneladende ikke færdige med at optimere spillertruppen.
Det fortæller klubbens fodbolddirektør, Julius Ohnesorge, i et interview med Brøndby TV, hvor han sætter ord på deres planer denne sommer.
– Jeg ser truppen som værende i en udviklingsfase lige nu. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at der stadig er halvanden måned tilbage af transfervinduet, så naturligvis vil der være nogle bevægelser ind og ud.
Vi har forsøgt at gå meget grundigt og disciplineret til transfermarkedet og ikke have fokus på antal eller mængde, men på at finde de elementer, der komplementerer dem, vi allerede har.
– Det handler ikke kun om at hente den individuelt bedste spiller, der er tilgængelig på markedet. Vi skal også vurdere, hvordan spilleren passer ind i relationerne på banen, men også uden for banen. Hvilken karakter kommer han med? Har han den rette mentalitet og indstilling til at præstere på det her stadion?
– Men også på den udgående side er det en del af at opbygge sammenhængskraft i truppen, for man har brug for at have et lavere antal spillere, som en træner kan styre og holde overblik over, så alle har en følelse af sammenhold, jagt af spilletid og en høj træningskvalitet.
– Jeg synes, vi forsøger at gribe det an på samme måde, som vi har gjort indtil nu – vi er meget klare i, hvad vi vil opnå, men grundighed kommer før hurtighed. Så vi har ingen intention om at gå i panik. Vi handler kun på de ting, hvor vi alle er enige om, at de kan løfte vores trup, ellers gør vi ingenting.
– Selvfølgelig bliver der mere travlt i den sidste måned – og især i de sidste uger af transfervinduet – i forhold til spillere, der bliver tilbudt os, eller nye muligheder, der opstår, og så skal man beslutte, om man vil gribe chancen for at hente en topspiller. Men det gør vi forsigtigt og vurderer først, når situationen opstår.
– Ligeledes arbejder vi også med de spillere, der skal videre, hvor vi utrætteligt vil forsøge at finde den rigtige løsning for dem – både for deres egen fremtid og for at skabe en mere sammentømret trup, siger Julius Ohnesorge.