Nicolai Vallys sætter nu ord på afskeden med Brøndby IF.
Efter tiltagende rygter blev det endelig officielt fredag, at Nicolai Vallys forlader Vestegnen til fordel for et udlandseventyr i japanske FC Tokyo.
I den forbindelse tager Vallys afsked med Brøndby IF, og her fortæller han, at han måske har fået mere end han har fortjent.
– Det har været fire helt fantastiske år, og Brøndby IF har givet mig langt mere, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Det har betydet alt for mig, den måde fansene har accepteret mig på. Både som menneske og som fodboldspiller, siger Nicolai Vallys.
– Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker undervejs, og det er relationerne, oplevelserne og følelsen af at være en del af noget større, jeg kommer til at tage med mig videre.
– Derfor er jeg også fyldt med en enorm taknemmelighed. Jeg føler på mange måder, at jeg har fået mere her, end jeg kunne forvente – og måske også mere, end jeg selv føler, jeg har fortjent, lyder det fra Vallys, som ikke havde forestillet sig, hvor meget Brøndby kom til at betyde for ham.
– Da jeg kom til Brøndby IF for fire år siden, havde jeg selvfølgelig en ambition om at gøre en forskel på banen. Men jeg havde aldrig forestillet mig, hvor meget klubben og alle menneskene omkring den ville komme til at betyde for mig.
– Jeg har fået lov til at spille foran nogle helt fantastiske fans, oplevet store øjeblikke, mødt fantastiske mennesker, og jeg håber, at man har kunnet mærke, hvor meget det har betydet for mig at trække den gule trøje over hovedet, lyder det afslutningsvis fra Vallys.