Thomas Delaney lægger ikke skjul på, at FC København lige nu gennemgår en svær periode.
Søndag aften faldt korthuset fuldstændig sammen for FC København, da de tabte med 2-1 til Randers FC hjemme i Parken, hvilket altså også sendte løverne fra hovedstaden udenfor top seks.
Det har også taget hårdt på klubben, erkender Thomas Delaney.
– Det er første gang, at vi er i kvalifikationsspillet, men fodbold er øjebliksbilleder, og øjebliksbilledet siger, at det er rigtig dårligt, men det er heller ikke længere tid siden, at der var The Double, og man kan sige, at lige nu er vores job at sætte en streg, siger Delaney, der samtidig understreger, at han forstår den seneste tids kritik som følge af de mange svage præstationer.
– Det har været en underpræstation, og jeg forstår godt al kritik, vi får af fans, medier og så videre, men internt bliver man på et eller andet tidspunkt også nødt til at sige, ’hjælper det os, at gå og græde snot over det nu, eller hvad har vi brug for for at komme videre?’, lyder det fra FCK-profilen.