Premier League-klubben Tottenham har noget opsigtsvækkende valgt at boykotte Viaplay.
Thomas Frank har haft en turbulent tilværelse i Tottenham, siden han overtog tøjlerne i den engelske storklub i sommer.
Søndag leverede Thomas Frank og co. dog en flot præstation, da de spillede 2-2 mod Manchester City efter at have været nede med 2-0.
Men efter slutfløjt var der altså ikke noget Thomas Frank-interview at spore, og det er der en ganske god grund til.
Tottenham har nemlig valgt at boykotte Viaplay.
Det fortæller Kim Mikkelsen, der er senior vice president og nordisk sportschef for Viaplay.
– Det er korrekt og ærgerligt, at vi ikke kunne give vores seere et interview med Thomas Frank. Men Tottenham har meddelt os, at de for tiden ikke stiller Frank til rådighed for os.
– I princippet bør du jo spørge Tottenham om grunden, men som vi forstår det, er de utilfredse med, at vi i et tidligere interview stillede ham et par spørgsmål om det pres, han er under i Tottenham – og hvilken opbakning, han føler i klubben og blandt fans, lyder det fra Kim Mikkelsen.