Viaplay-eksperten Peter Sørensen har ikke mange rosende ord til overs for FC Københavns transfervindue.
Mens der har været gang i svingdøren på Vestegnen, så har FC København ikke gjort meget væsen af sig i vinterens transfervindue, hvor man kun har købt den unge Kenay Myrie til fremtiden, mens Amir Richardson og Aurelio Buta er blevet hentet på lejeaftaler.
Samtidig har man vinket farvel til Yoram Zague, Dominik Sarapata og Lukas Lerager, og alt i alt er det langt fra et tilfredsstillende transfervindue, mener Viaplay-eksperten Peter Sørensen.
– Det er en noget snæver indkøbspolitik i forhold til, at der var en hel del, der ikke virkede godt nok. De har med andre ord ikke forstærket sig overhovedet, siger Peter Sørensen til Viaplay og tilføjer:
– Mest iøjnefaldende er i mine øjne, at de ikke har hentet en 9’er, hvor jeg mener, der er et udtalt behov. Jeg er overrasket over, at de føler, de er godt nok klædt på til et forår, hvor de får vanskeligt ved at vinde guld og derfor skal vinde pokalen for at komme i Europa League, lyder kritikken fra Peter Sørensen.