En sommerens indkøb fra 2023 er nu på vej væk fra Brøndby IF.
Tilbage i sommeren 2023 betalte Brøndby IF i omegnen af 15 millioner kroner for højrebacken Justin Che, men det er altså ikke blevet til meget spilletid for de blå/gule siden da.
Ja, faktisk er det næsten ikke blevet til noget spilletid.
Efter mere end to år på kontrakt i Brøndby og med flere lejeophold på CV’et, så står Justin Che nemlig kun noteret for sølle én optræden i Brøndby-trøjen, og det bliver efter alt at dømme ikke til mere end det.
Den amerikanske forsvarsspiller er nemlig ved at afsøge muligheden for et klubskifte.
Det oplyser Brøndby IF på klubbens hjemmeside forud for torsdagens Conference League-kamp mod Strasbourg.
– Justin Che rejser ikke med truppen, da han har fået lov til at afsøge muligheden for et konkret klubskifte, skriver Brøndby på klubbens hjemmeside.
Ifølge bold.dks oplysninger, så tyder alt på, at det bliver en MLS-klub, som løber med Justin Ches underskrift.