Noah Nartey har en helt speciel opskrift til at komme under huden på Strasbourg-spillerne, som han sender en lille stikpille.
Torsdag aften er der lagt op til en spændende europæisk aften, når Brøndby IF spiller den første af to kampe mod Ligue 1-klubben Strasbourg i den sidste kvalifikationsrunde i Conference League.
Her er de blå-gule fra Vestegnen på papiret underdogs, men Brøndby-profilen Noah Nartey har fundet opskriften på, hvordan Frederik Birks mandskab kan hyle franskmændende ud af den.
-Vi skal bare gå til dem. Jeg tror, de bliver nemt frustreret, hvis vi går lidt til dem, for franskmænd plejer at være lidt arrogante. Så hvis vi prikker lidt til dem, så skal de nok blive lidt fornærmet, og så kan vi drille dem derfra, lyder det fra Nartey, som ikke lægger skjul på, at han godt selv kan lide at bruge lidt beskidte tricks i ny og næ.
– Ja, selvfølgelig. Man skal altid drille lidt, og jeg kan godt lide at prikke til nogle enkelte spillere, som jeg ved har temperament, siger Noah Nartey, der også åbner op for nogle af de tricks, som han har i sit repertoire.
– Der er mange tricks. Man kan stemple lidt, eller gå lidt ekstra hårdt til en person, og så tror jeg nok, der skal komme lidt sjov ud af det. Men det går jo begge veje, siger Brøndby-profilen.