De blå-gule fra Vestegnen har ved første øjekast gjort sig lidt af et røverkøb.
Brøndby IF kunne onsdag morgen præsentere tilgangen af Michael Gregoritsch, og det er altså en herre med et ganske prominent CV, som er ankommet til Vestegnen.
Den målfarlige angriber står således noteret for 59 mål i Bundesligaen, mens han også har fået netmaskerne til at blafre hele 21 gange for det østrigske A-landshold.
Og med en pris på cirka 11 millioner danske kroner, så ligner det umiddelbart, at Brøndby IF har gjort sig lidt af et røverkøb, men hvad er egentlig årsagen til, at de har fået ham så billigt?
Den primære årsag er faktisk, at Michael Gregoritsch havde kontraktudløb med SC Freiburg om kun 10 måneder, og derfor var Bundesliga-klubben altså tvunget til at sælge angriberen denne sommer, hvis de stadig skulle nå at inkassere nogle penge for ham.
Derudover er det ingen hemmelighed, at 31-årige Michael Gregoritsch ikke er helt ung mere, og derfor er der altså heller ikke meget videresalgspotentiale gemt i ham.
Ikke desto mindre, så vurderer Transfermarkt.com altså Michael Gregoritsch til at have en markedsværdi på tre millioner euro – svarende til i omegnen af 22 millioner danske kroner, så Brøndby har altså fået et ret markant afslag på hans egentlige markedsværdi, hvis man skal tro det tyske medie.