Allan Kuhn tror på, at Brøndby-fansene nok skal få Christian Nørgaard at se på Vestegnen igen.
Christian Nørgaard er i disse dage tæt på at færdiggøre et imponerende skifte til Arsenal, men derfor udelukker Viaplay-eksperten Allan Kuhn ikke, at den danske midtbanespiller kan vende retur til Vestegnen en dag.
– Jeg tror, at samtlige i Brøndby tænker, “hold kæft, hvor er det godt gået, Christian Nørgaard!”, indleder Allan Kuhn i Viaplay Sport News og tilføjer:
– Det tror jeg, at de gør (får Christian Nørgaard tilbage en dag, red.). Men det kommer også an på, hvor skadesfri han kan være, hvilken alder det bliver, og hvor mange år han spiller i Arsenal, lyder det fra Allan Kuhn.
Også Christian Nørgaard selv har tidligere givet udtryk for, at han sagtens kunne se sig selv i Brøndby IF igen.
– Det er lidt svært at forklare forbindelsen, for jeg er jo ikke Brøndby-dreng som eksempelvis Daniel Wass, Thomas Kahlenberg og Daniel Agger, men jeg havde bare fem meget begivenhedsrige år i Brøndby – især de sidste to år var nogle af de mest specielle i min karriere.
– Og så er der altså bare et eller andet uforløst. Der er noget, jeg føler, som ikke blev færdiggjort, og det vil jeg gerne hjem og få lavet om på, sagde Christian Nørgaard i et interview med Tipsbladet tilbage i juni.