Anthony Jung lægger ikke skjul på, at han elskede at spille under Alexander Zorniger.
Anthony Jung og Alexander Zorniger har en fælles fortid på Vestegnen, og det blev til en succesfuld en af slagsen.
Sammen vandt de to nemlig sølvmedaljer og en pokaltitel, og forsvarsspilleren lægger da heller ikke skjul på, at han elskede at have sin landsmand som træner.
– Han vil presse en til det maksimale. Jeg havde ham, da jeg var en yngre spiller i Leipzig, og han sagde ofte, “Du er 21 år, men du spiller som en 28-årig!” Og jeg forstod det aldrig, for jeg tænkte ikke, at det var negativt at spille som en mere erfaren spiller?
– Men jeg elskede at spille for ham, siger Anthony Jung i et interview med Tipsbladet og tilføjer:
– Han ville få det maksimale ud af dig, og han kunne virkelig gå en på nerverne. Han bliver aldrig træt af at sparke en i røven. Som ung spiller tænkte man nogle gange, “lad mig nu være – lad mig trække vejret!” Men han blev aldrig træt. Alex er en fantastisk person og træner, og jeg har også holdt kontakten lidt med ham, lyder det fra Anthony Jung, som i dag slår sine folder i Werder Bremen, som han dog forventes at forlade til sommer, hvor hans kontrakt udløber.