Brian Laudrup forventer at Mads Hermansen finder sig en ny klub til sommer.
Der er fortsat fem spillerunder tilbage i Premier League, men Leicester og Mads Hermansen er altså allerede rykket ud af Englands bedste fodboldrække.
Næste sæson i Championship bliver dog med al sandsynlighed uden Mads Hermansen i buret for Leicester.
Det mener Brian Laudrup.
– Han har bevist, at han er for dygtig til Championship. Han skal i min optik videre fra Leicester. Jeg tror, at et år eller flere i Championship vil hverken være befordrende for hans udvikling eller mulighed for at spille på det danske landshold. Jeg forventer, at han forlader Leicester denne sommer, siger Brian Laudrup til Viaplay.
Også Per Frimann mener, at Mads Hermansen har niveauet til mere end Championship.
– Det synes jeg. Statistikkerne er lidt ubarmhjertige over for Leicester og Mads Hermansen, fordi de har indkasseret så mange mål, som de har. Det er ikke kun ham, der er ansvarlig for det. Jeg synes absolut, at han har bevidst det (at han har Premier League-niveau, red.). Han er jo vanvittigt koncentreret, så hurtig til at komme ud og har hele pakken i mine øjne, siger han.