Kenneth Emil Petersen og Peter Sørensen uddeler store roser til Frederik Birk.
Brøndby IF har haft en flot påske, og det er ikke mindst takket være en modig Frederik Birk.
Det mener Viaplay-eksperterne Kenneth Emil Petersen og Peter Sørensen.
– Det er en Frederik Birk, som får brugt stort set hele Brøndby-truppen. Han starter også med Sebulonsen som den yderste af de tre midtstoppere, selv om det ikke var i så lang tid. Han bruger værktøjskassen, og han er sgu modig. Han tør tage nogle beslutninger og virker til at være ligeglad med, hvad de hedder. Han tager også Wass ud forholdsvis tidligt, påpeger ‘KEP’.
Peter Sørensen mener også, at det var en god beslutning at give Suzuki et hvil i opgøret mod FC Nordsjælland.
– Det var effektfuldt at tage Suzuki ud og så få ham ind igen. Han var måske nede i en bølgedal, og man havde brug for mere.
– Det kan være en måde, hvorpå man får det bedste ud af sine spillere, men det kræver en hård beslutning i ny og næ. Det kræver også en hård beslutning at tage Nartey ud, og det gjorde han også, siger Peter Sørensen.