Den tidligere FC København-spiller Alexander Kacaniklic har valgt at stoppe sin aktive fodboldkarriere i en alder af 33 år.
Den svenske kantspiller, der senest har spillet for AEL Limassol på Cypern, meddeler, at han nu trækker sig helt tilbage fra fodbolden.
“Jeg føler, at det er tid. Jeg er frisk nu, men de sidste par år har været præget af skader, og det har været frustrerende ikke at kunne spille. Jeg har opnået mine drømme og haft en fantastisk karriere,” siger Kacaniklic til Sportbladet.
Læs også: Jordan Larson tilbage i varmen hos Neestrup
Kacaniklic slog for alvor igennem i Fulham, hvor han spillede knap 50 Premier League-kampe. Han har også repræsenteret klubber som FC Nantes, Hammarby IF og Hajduk Split.
I efteråret 2014 var han udlejet til FC København, hvor han spillede 12 kampe og scorede to mål. På landsholdet nåede han at optræde 21 gange for Sverige og score tre mål.
Efter en tid med skadesproblemer i AEL Limassol blev det kun til 14 kampe, og nu vælger svenskeren at sige farvel til fodbolden.