Når Chelsea fredag aften løber på banen til Premier League-opgøret mod Brighton, bliver det med den danske keeper Filip Jørgensen mellem stængerne.
Cheftræner Enzo Maresca bekræftede på torsdagens pressemøde, at Jørgensen overtager rollen som førstevalg i målet fra Robert Sanchez.
Den 22-årige dansker fik sin debut i Premier League i sidste uges sejr over West Ham, men måtte vige pladsen til den seneste FA Cup-kamp, hvor Sanchez stod i målet i nederlaget på 1-2 mod Brighton.
Den 27-årige spanske målmand har haft en svingende sæson med flere store fejl, blandt andet i Chelseas 1-3-nederlag til Manchester City i januar.
– Filip er vores bedste løsning lige nu. Robert har brug for tid til at restituere – både mentalt og fysisk, forklarede Maresca.
– Vi har ikke planer om at skifte målmand fra kamp til kamp. Filip stod senest i Premier League, og han er vores førstevalg lige nu, tilføjede italieneren.
Chelsea har haft en ujævn sæson, hvor resultaterne har været svingende. I midten af december var London-klubben kun to point fra Liverpool i tabellen, men siden da har holdet haft svært ved at fastholde momentum.
Alligevel tror Maresca fortsat på, at Chelsea kan sikre en top-4-placering.
– Jeg har sagt det mange gange før: Chelsea har ikke været i top-4 de seneste to år, men i denne sæson har vi tilbragt det meste af tiden der, lød det fra træneren.
Chelsea og Filip Jørgensen får muligheden for at tage et vigtigt skridt i den retning, når de fredag aften møder Brighton i Premier League. Kampen fløjtes i gang kl. 21.