Efter Jesper Sørensens afsked i Brøndby blev der sat gang i en længere proces for at finde hans afløser på Vestegnen. Til sidst faldt valget på assistenttræner Frederik Birk, som allerede dagen efter Sørensens fyring meldte klart ud, at han havde ambitioner om at blive klubbens nye cheftræner.
Jesper Sørensen har i et interview med Viaplay fortalt, at han ikke havde noget problem med Birks udmelding.
– Det generede mig egentlig ikke, men jeg fulgte heller ikke meget med i processen. Jeg har tidligere sagt til både Martin Retov og Frederik Birk, at den dag jeg ikke var der længere, håbede jeg, at en af dem ville tage over, siger Sørensen.
– For mig var det et tegn på, at det arbejde, vi havde lagt, ikke var helt skidt. Havde klubben ønsket at ændre alting, ville det nok have været et signal om, at tingene var gået den forkerte vej.
I sin tid med Birk i trænerstaben har Sørensen altid set et stort trænertalent i ham.
– Han er en træner, der helt klart skulle prøve sig selv af som cheftræner på et tidspunkt. At det nu sker i Brøndby efter mig, synes jeg er et fornuftigt valg. Jeg håber, det kommer til at gå rigtig godt, siger Sørensen.
Allerede i starten af november påpegede Jesper Sørensen, at han så et stort cheftræner-potentiale i Frederik Birk.