Anthony Ujah sætter nu ord på den transfer, som gik i vasken tilbage i sommeren 2011.
Tilbage i sommeren 2011 var Brøndby på udkig efter en ny angriber, og her lignede Anthony Ujah længe den næste nye stjerne på Vestegnen.
Den nigerianske, der havde banket 13 mål ind i 12 kampe for Lillestrøm, var blevet meldt så godt på plads hos de blå-gule, men pludselig gik handlen i vasken – og det kom som en overraskelse for hovedpersonen selv.
Det fortæller angriberen til Tipsbladet.
– Jeg troede virkelig, jeg skulle til Brøndby, siger Anthony Ujah med et stort grin til Tipsbladet.
– Jeg researchede rigtig meget på klubben. Jeg så videoer med Brøndby på YouTube, og jeg læste en masse om klubben for at forberede mig bedst muligt, så jeg ved rigtig meget om Brøndby, om stadion, om fansene og så videre. Jeg ringede også til min familie og sagde “jeg skal nok spille for den her klub”. Den dag i dag, når jeg ser Brøndby i nyhederne, tænker jeg på det. Brøndby er en velkendt klub i Europa, og jeg ville rigtig gerne have været dertil, lyder det fra Ujah, der samtidig fortæller, at det var noget de to klubber imellem der gjorde, at handlen alligevel ikke blev til noget.
– Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor det aldrig blev til noget, men det var noget de to klubber imellem. Når jeg blev spurgt, var jeg meget åben omkring, at jeg gerne ville have, at skiftet faldt på plads, men jeg er ikke inde i detaljerne. Jeg blev meget skuffet over, at det kiksede, så meget kan jeg huske. Jeg spillede jo i Lillestrøm på det tidspunkt, så det var Lillestrøm, jeg sammenlignede Brøndby med, og det var helt klart et skridt op.
– Brøndby har et fedt stadion og nogle helt fantastiske fans, som jeg meget gerne ville have mødt. Jeg er sikker på, vi havde kunnet lide hinanden. Jeg motiveres af fansene, og Brøndbys imponerede mig virkelig. Jeg kan bare sige, at jeg virkelig gerne ville have spillet for Brøndby, fortæller 34-årige Anthony Ujah, der siden hen har været forbi klubber som Mainz og Werder Bremen, mens han i dag tørner ud for bulgarske Botev Plovdiv.
