Lars Knudsen er ikke enig i den kritik, som David Nielsen har sendt i retning af Danmarks to wingbacks.
Inden lørdagens opgør mod Spanien var David Nielsen ude med riven af Danmarks to wingbacks, som han ikke mente skabte nok.
– Vores største svaghed defensivt er, at jeg ikke synes, vores wingbacks har det samme høje niveau som resten af holdet. VK og Bah mangler at gå ud og brænde banen af og vise, at de kan være med.
– Det er, som om at de lidt er passagerer hele tiden. De får gjort det, de skal, men ikke mere end det. Hvis vi skal fortsætte med at spille det her system, så skal der komme mere fra wingbacksene, lød det fra David Nielsen, men den kritik preller af på Lars Knudsen, som ikke deler den holdning.
– Generelt skal vi præstere godt som hold, og der skal vores wingbacks være en del af det, men det synes jeg egentlig også, at de er på mange måder.
– Hvis man skal slå EM-vinderne, så skal man lykkes hele vejen rundt. Det er ikke kun vores wingbacks, fortæller Lars Knudsen til bold.dk.