Den unge Brøndby-angriber var svært tilfreds efter tirsdagens U21-kamp mod Schweiz.
20-årige Mathias Kvistgaarden spillede tirsdag aften en hovedrolle, da det danske U21-landshold slog Schweiz med 3-2, og det var i høj grad takket være den unge Brøndby-angriber, der noterede sig for to scoringer.
Efter slutfløjt var Kvistgaarden da også fyldt med glæde.
– Det var jo dejligt og helt fantastisk. Mål i landsholdstrøjen er rigtig dejligt for mig.
– Det har betydet rigtig meget for mig, fordi det er en ære at spille for landsholdet, og det er specielt en ære at kunne vise mig som en målscorer.
– Denne samling har betydet rigtig meget for mig personligt, fortæller Mathias Kvistgaarden til bold.dk.
Mathias Kvistgaarden har overordnet set vist sig rigtig flot frem ved den netop overståede U21-samling, hvor han samlet set har banket tre mål i kassen i de to kampe mod henholdsvis Ukraine og Schweiz.