Oskar Fallenius er tilsyneladende en eftertragtet herre.
Oskar Fallenius skiftede til Brøndby fra Brommapojkarna tilbage i vinteren 2021, men indtil videre er det altså på ingen måde lykkedes for den 21-årige svensker at slå sit navn fast på Vestegnen.
I skrivende stund synes den unge offensivspiller også at være langt fra spilletid i Brøndby-trøjen, og derfor kan et skifte meget vel komme på tale for Fallenius, der dog heller ikke mangler bejlere til sin underskrift.
Mandag var der således flere norske medier der skrev, at Brann havde budt på Fallenius, og at de indledende forhandlinger med var sat i gang Brøndby, men nu tyder noget altså på, at Brann kan se frem til konkurrence om hans underskrift.
Ifølge Sunnmørsposten, så skulle Aalesund nemlig også have sendt et bud afsted til Brøndby på Oskar Fallenius, og meget tyder dermed også på, at det blot er et spørgsmål om tid, før Fallenius er fortid på Vestegnen.
Både Brann og Aalesunds bud skulle eftersigende lyde på i omegnen af to millioner kroner.
Oskar Fallenius står kun noteret for 13 kampe i Brøndby-trøjen med to mål og et enkelt oplæg til følge.