Torsdag aften var der midtjysk derby i DBU Pokalen, hvor Viborg slog ærkerivalerne fra FC Midtjylland med 3-1 på hjemmebane.
Kampene mellem Viborg og FC Midtjylland er aldrig kedelige, og torsdagens pokal-derby var ingen undtagelse. Allerede i optakten formåede Viborg at drille rivalerne fra Herning med en Twitter-video, der gik viralt på sociale medier.
Football Club ….jylland? 🤔🤨
— Viborg FF ☘️ (@viborgff) November 10, 2022
Efter vi har set deres udebanetrøje, er vi i tvivl om, hvad de selv mener. For hvilken region er det, som er printet på trøjen? Vi har været i flere jyske byer og spurgt tilfældigt udvalgte personer, og deres svar kommer her 👇#VFFFCM #Pokalen pic.twitter.com/Jhf1ir15Nx
Og i selve kampen blev det endnu bedre for det grønklædte hjemmehold. Allerede efter 36 minutter førte Viborg 3-0 efter mål af Mads Søndergaard Clausen, Nicolas Burgy og Ibrahim Said. Den hurtige føring løftede næsten taget på Viborg Stadion, og hjemmeholdet blev skubbet fremad af massiv støtte fra de proppede tribuner.
Begge hold kom i mere eller mindre stærkeste startopstillinger, men Viborg var klart bedst i første halvleg.
I anden halvleg reducerede Gustav Isaksen på et flot mål efter 53 minutter, men FC Midtjylland fik aldrig rigtig sat hjemmeholdet under pres. I stedet var det Viborg, der kom frem til flere gode chancer i slutminutterne, hvor de snildt kunne have gjort det til både 4-1 og 5-1, hvis de havde været lidt skarpere.
Med sejren er Viborg nu videre til kvartfinalen, imens de forsvarende pokalmestre fra FC Midtjylland altså må nøjes med at fokusere på Europa League og Superliga efter vinterpausen.