Lasse Schöne og Christian Eriksen er to dygtige og utrolig tekniske spillere, der begge har scoret flere gange på straffespark og frispark.
Desværre for det danske landshold, så kunne ingen af dem fejre en scoring i straffesparks konkurrencen mod Kroatien.
Dagen derpå er de begge skuffede over deres egne spark, og de føler begge, at de har svigtet Kasper Schmeichel.
– Jeg har sparket rigtig mange straffespark, og jeg har ikke brændt ret mange, men det her var nok det værste, man kan tænke sig, siger Schöne ifølge Ritzau.
– Hvis man brænder et straffespark, er det ikke godt nok. Man kan muligvis sige, at det var godt taget, men det bare er ikke godt nok, når man brænder et straffespark
– Jeg havde en plan, men jeg er ikke tilfreds med mit spark, for den gik ikke ind. Selvfølgelig er der pres på i sådan en situation, men man forsøger bare at følge den plan, man har i hovedet, og man skal prøve at få al støjen væk.
– Men at brænde tre ud af fem er ikke godt nok, for så hjælper vi ikke vores målmand, som ellers gjorde det fantastisk. Det er en utrolig ærgerlig måde at ryge ud på, siger Schöne.
Christian Eriksen er af præcis samme opfattelse, og han er yderst selvkritisk omkring sit eget spark.
– Selvfølgelig svigtede vi ham. Når en målmand tager to straffespark, så skal man vinde, for så skal man score på sine egne straffespark. Men det er nemmere sagt end gjort, og jeg kan godt forstå, at Kasper er skuffet, for han spillede en rigtig god kamp, siger Eriksen ifølge Ritzau.
– Jeg tænkte ikke over omstændighederne, da jeg gik derned. Jeg tænkte på at sparke bolden i kassen, og det havde jeg håbet og set for mig, men det er andre ting, jeg ser for mig nu. Jeg havde en plan for mit straffespark, men planen holdt ikke, så jeg skulle nok have gjort noget andet, siger Christian Eriksen.