Kasper Dolberg var på pletten med en scoring for Ajax hertil aften, men der var én ting, som irriterede den danske angriber.
Ajax har sendt FC København ud af Europa League, og Kasper Dolberg fik en hovedrolle, da han scorede kort før pausen på et straffespark.
Han var dog ikke helt tilfreds med sin første halvleg, for han rørte ikke bolden meget.
– Der var nogle situationer, hvor jeg ikke var helt god nok. Det må jeg gøre bedre næste gang, for jeg rørte ikke bolden meget, siger han til Kanal 5 og erklærer sig glad over sejren.
– Det er pisse dejligt at vinde. Vi skabte mange chancer, og vi kunne have scoret endnu flere mål, siger han.