The perfect guide to the casino

Blog: Farvel til ‘Il Gladiatore’

Francesco Totti er stoppet i AS Roma. Torben Aakjær blogger om den rutinerede italienske herre, der har viet sit liv til den italienske topklub.

Da en blot 10 årig dreng ved navn Francesco Totti, første gang trak AS Romas bordeaux/orange trøje tilbage i efteråret 1986, vidste hverken han eller nogen andre for den sags skyld, at den unge fyr skulle vokse sig stor og stærk, og på sigt blive klubbens uden sammenligning største fodboldlegende i historien. Totti var på daværende tidspunkt end ikke medlem af klubben, men var blevet inviteret med til en træningsturnering, hvor man ville se den lille gut an, og det forløb så godt, at han et par år efter blev hentet til klubben, hvor han fra start af markerede sig som den bedste i sin årgang, og allerede som 13 årig fik han debut for det italienske U 15 landshold, og i 1993 var han med til at opnå sølv til U 16 EM, i øvrigt sammen med en ung keeper, ved navn Gianluigi Buffon.

Herefter gik det stærkt for den spinkle angriber, der samme år fik debut i Serie A, blot 16 år gammel, og snart anedes det at man her måske havde en afløser for den på daværende største stjerne i klubben, playmakeren og holdets nummer 10, Giuseppe Giannini, der efterhånden var blevet en ældre herre.

Og man havde i den grad set rigtigt, for Totti voksede sig hurtigt stor og stærk, og som 18 årig var han fast på holdet, og efter yderligere et par sæsoner overtog han trøje nummer 10, og indtog pladsen som holdets “fantasia”, og det varede naturligvis ikke længe førend han også styrede “Gli Azzurri”, hvor han dog undervejs i sin landsholdskarriere havde sine kampe med Del Piero. Selvom alt bestemt ikke var fryd og gammen de to super stjerner imellem, var de dog begge med til at sikre Italien VM guldet i 2006, hvilket var Tottis anden større triumf i landsholdstrøjen, efter at han med U 21 landsholdet tilbage i 1996, havde vundet EM, i øvrigt sammen med Cannavaro og Nesta, m.fl.

Da Totti her søndag aften, med tårer i øjnene, sagde farvel til sine trofaste fans på Stadio Olympico, havde han netop overstået lidt over 1/2 time for holdet, og det blev hans 18ènde Serie A kamp i denne sæson, og hans 619ènde Serie A kamp fordelt på de 25 sæsoner som han nåede at spille i Serie A. Koryfæer og “one club men” som Paolo Maldini og Ryan Giggs, formåede at være med i henholdsvis Serie A og Premier League i 24 sæsoner, hvilket i den grad understreger Tottis stabilitet, omend han de senere år forståeligt har haft mere end svært ved at tilkæmpe sig en plads på holdet, men når man er få måneder fra at runde 41 år, er det vel ikke så chokerende!

Nu er Totti forhenværende fodboldspiller, selvom han reelt ikke har taget endegyldigt afsked med sporten, men det er definitivt at han ikke optræder i AS Roma`s trøje mere, og selvom han naturligvis kan se tilbage på en enestående succesfuld karriere i sin hjerteklub, hvor højdepunktet var klubbens mesterskab i 2000-01 sæsonen under ledelse af Fabio Capello, så kan det godt være at han inderst inde ærgrer sig over spytklatten han i sommerens EM i 2004 sendte efter danskeren Christian Poulsen, i det efterveerne af denne episode muligvis betød at han ikke samme år blev solgt til Real Madrid, som efter sigende ville have betalt en rekord stor transfer sum for den daværende verdensklasse spiller, som i årene derefter blev omdøbt til “Snotty”, i hvert fald i de danske medier.

Totti sidder forståeligt nok på noget nær alle rekorder i AS Roma, hvor han er den der har spillet flest kampe og scoret flest mål i Serie A og totalt set, han er den som har spillet længst tid for klubben, og han er den spiller der flest gange har været holdets anfører, og logisk nok har han allerede fået opstillet en statue udenfor det store gamle stadion, hvor den nu pryder det i forvejen imponerende område der omkranser det gamle stadion. Han vil for altid være i klubbens fans hjerter, og manden der debuterede for sin klub, kort tid efter at Danmark havde vundet EM i 1992, elskes også uden for den italienske hovedstad, hvilket bestemt ikke er alle italienske fodboldlegenders lod.

Hans type som fodboldspiller, dvs. den vaskeægte 10èr i sin absolutte grundform, spilleren med de store ideer, visioner og over-blikket, og naturligvis spilleren der i alle offensive fremstød, skal have serveret bolden fra sine arbejdsmænd på midten, så han kan støde den lækre bolde til angriberne, alternativt ud på fløjen. Defensivt har han som type absolut ingen forpligtelser defensivt, og det er nærmest en hån mod hans status, såfremt han blot overvejer at gå under midterlinien og på den måde fornedre sig i de primitive rækker.

Omend han ikke opnåede samme ekstreme niveau som Diego Maradona, alle 10èrnes fader, så kunne man på mange måder sagtens sammenligne dem som typer, ligesom spillere som Zico, Gheorghe Hagi, Michel Platini, Ferenc Puskas eller Günther Netzer var det. Den arketypiske 10èr type er helt sikkert en uddøende type, idet nutidens og givetvis også fremtidens spillere bliver mere og mere multifunktionelle, hvorved den enkelte types specialer mere og mere udviskes, og i dag ser man måske mere en 10èr som ganske vist en offensivt indstillet midtbanespiller, men helt sikkert også en der skal kunne arbejde begge veje, rykke ud på fløjene og agere angriber når der er behov herfor, og de sidste reelle 10ère der er tilbage, nu efter Tottis farvel, er vel den aldrende Wesley Sneijder eller til nød Iniesta, mens moderne 10ère nu er Marek Hamsik, Philipe Coutinho eller Luka Modric. Man kan med lidt god vilje også ane 10èr DNAèt i spillere som James Rodriguez, Isco, Mesut Özil eller David Silva, men så er det vist også ved at være det, i hvert fald når vi taler om den absolutte elite.

Med Tottis farvel, siger Serie A og Italien også farvel til en af de sidste fra VM holdet i 2006, og tilbage er der nu blot Buffon og Barzagli i Juve, Tottis holdkammerat i Roma, De Rossi samt Gilardino og Pirlo i henholdsvis Pescara og New York City FC. Det er samtidig også en af de sidste store stjerner i en liga, der i den grad fattes star quality, omend niveauet generelt er opadgående, og sammen med Buffon, Hamsik, Higuain, Icardi og Dybala var Totti vel en af ligaens sidste virkelige topnavne.

Farvel “Il bimbo de oro”, farvel “Capitano”, du vil blive savnet i og uden for Rom og Italien!

OVERSIGT

Scroll to Top