The perfect guide to the casino

Blog: Thomas Delaney – kan man være en succes på et skodhold?

Denne blog om Thomas Delaneys nye, tyske eventyr er forfattet af Henrik Hvillum.

Allerede i sommer blev det en kendsgerning, at Thomas Delaney skulle pakke sydfrugterne og flytte fra København til Bremen. Den danske midtbanespiller skulle tage skridtet videre og rykke fra Superligaen til Bundesligaen. Det har foreløbig været en succes på det personlige plan. Til gengæld har hans nye klub fået en bedrøvelig start på 2017.

Danskeren har således fået fuld spilletid i de første tre kampe efter vinterpausen mod henholdsvis Dortmund, Bayern München og Augsburg. Desværre for ham og hans nye holdkammerater har Werder tabt dem alle tre.

Specielt nederlaget til Augsburg var bittert, fordi man trods en 2-1 føring kort før tid smed det hele på gulvet og tabte med 3-2. Nu lurer nedrykningsspøgelset så lige rundt om hjørnet, og kun en bedre målscore end ærkerivalen Hamburg holder Bremen over nedrykningsstregen.

I sandhed et andet scenarium end det, Thomas Delaney er vant til. Mesterskaber og pokaler er afløst af desperate kampe om at svømme sig fri fra afgrunden. Hovedpersonen selv er dog indtil videre godt tilfreds, og hans udtalelse til tyske medier om, at ”alle kampe hernede er som at spille i Champions League” tyder på, at han befinder sig godt i klubben på det personlige plan.

Det er der også grund til, for hans præstationer har været af høj klasse indtil nu. I søndagens kamp mod Augsburg havde han således en boldbesiddelesprocent på 7.4, hvilket var næsthøjest af alle aktører i kampen. Samtidig vandt han 8 hovedstødsdueller, hvilket kun Augsburgs Ja Cheol-Koo gjorde bedre, og endelig delte han førstepladsen i kategorien ”antal tacklinger”. Godt nok kun tre styks, men alligevel…

Rent statistisk er Thomas Delaney dermed kommet mere end fint i gang i Bundesligaen, og den tyske presse, primært Kicker, har da også været positive i vurderingen af hans præstationer i de tre første kampe. De to første, mod storklubberne Dortmund og Bayern, gav karakteren 2,5 i Kicker, hvor den absolutte topkarakter er 1 og ditto bundkarakter er 6.

Danskerens hidtil dårligste præstation, ligesom det også var Werders dårligste med danskeren på holdet, kom mod Augsburg, hvor han måtte nøjes med karakteren 4. Men både Kicker, som efter kampen mod Bayern beskrev ham som den nye ”boss” i Bremen, og andre tyske medier har generelt taget godt imod den tidligere FCK-anfører, der tydeligvis har efterladt et sympatisk indtryk.

Delaney er allerede en leder

Det er selvfølgelig ikke nok, for kritikken kan hurtigt blive kradsbørstig, hvis Werder bliver ved med at tabe, og den truende nedrykning rykker endnu tættere på. Thomas Delaney har allerede nu, efter en måneds ophold i klubben, en ledende funktion på banen, og hvis ikke resultaterne bliver bedre, bliver sigtekornet automatisk rettet mod ham.

En nedrykning ser aldrig god ud på en fodboldspillers CV, og for en ambitiøs fodboldspiller som Thomas Delaney vil det med garanti også føles som et personligt nederlag, hvis Werder Bremen i næste sæson for første gang siden 1980/81-sæsonen skulle spille i den næstbedste række.

Det store ubesvarede spørgsmål er naturligvis, om han efterfølgende er ligeglad, i og med at interessen for hans kvaliteter fra andre klubber i andre lande allerede er tydelig. Senest forsøgte Everton angiveligt allerede i januar at lave en ”sniger” og købe Delaney fri af Werder Bremen ellerede FØR danskeren havde spillet en eneste kamp i Bundesligaen.

Det projekt mislykkedes, men mon ikke at både Everton og andre ikke-nedrykningstruede klubber holder godt øje med den stabile og sympatiske midtbanespiller, som kan være fortid ved Weserflodens bredder allerede til sommer, hvis hans nuværende klub skulle ryge ned i 2.Bundesliga?

Skulle redningsaktionen derimod blive en succes, altså at Werder bliver i den bedste række, er situationen pludselig en helt anden. Hans kontrakt med klubben løber i endnu tre år, og med hans status og lederegenskaber in mente, har klubben en nøglespiller, som man kan bygge et nyt og mere konkurrencedygtigt hold op omkring.
Thomas Delaney har selv udtrykt begejstring omkring niveauet i Bundesligaen, så mon ikke lysten til at blive og etablere sig i høj grad er til stede, hvis Werder Bremen også i næste sæson er at finde blandt Tysklands 18 bedste klubber?

Se også: Her scorer Payet sit første Marseille-mål siden West Ham-skifte – selvfølgelig på frispark

Se også: Spelmann flæsker modstander og bliver truet med tæsk

Se også: Billede: Gulddreng ydmyger Bendtner – godt han har sin tro væbner

Læs også: Man skulle tro, det var løgn: Så vildt er Gabriel Jesus’ nye FIFA-kort

Skriv en kommentar

OVERSIGT

Scroll to Top