The perfect guide to the casino

Blog: No Kane, no pain

Torben Aakjær har begået et blogindlæg til footy.dk, hvor han stiller skarpt på Tottenhans brandvarme angriber, Harry Kane, der fortsætter med at sætte boldene i kassen.

Bemærk at dette skriv dækker over skribentens personlige holdning.

_________________________________________

Da Pep Guardiola tidligere i denne mÃ¥ned udtalte at han betragtede Tottenham som “The Harry Kane team”, reagerede folk i og udenfor London klubben med lige dele forargelse og bestyrtelse, hvilket man i og for sig ikke kan fortænke dem i, og Tottenhams argentinske manager, Pocchetino, gik lynhurtigt ud i pressen med en form for dementi, og mente i øvrigt at Pep var totalt galt afmarcheret.

Fodbold er selvsagt en udpræget holdsport, hvor 11 spillere, med hver deres specifikt definerede opgaver, forsøger at løse de udstukne retningslinier så godt de nu evner, men uanset om man bryder sig om det eller ej, så må man indimellem se i øjnene at en
eller flere spillere betyder langt mere for det enkelte hold, end de resterende holdkammerater. Eksemplerne er, om ikke talrige, så dog eksisterende, og for at understrege min pointe, behøves jeg vel kun at nævne Argentinas verdensmestre fra 1986, hvor 10 spillere, hvoraf de færreste erindres i dag, arbejdede for et absurd unikt individ i skikkelse af Diego Armando Maradona, og hvem husker ikke Hollands viceverdensmestre fra 1974, hvor een` spiller mere eller mindre definerede Orange, naturligvis den nu afdøde Johan Cruyff.

OvenstÃ¥ende eksempler er selvsagt aldeles ekstra ordinære, og hovedpersonerne var/er blandt historiens ypperste fodboldspillere, men tager man eksemplet Kane i Tottenham, er Peps bizarre udtalelse bestemt ikke helt forkert, for om nogen er den langlemmede englænder manden der symboliserer de seneste Ã¥rs opadgÃ¥ende formkurve i Tottenham, som i Ã¥rtier har været en klub som de fleste betragtede som en “lige ved og næsten” klub, og en klub som bestemt var kendt for teknisk betonet fodbold, og i typer som Hoddle, Gascoigne og Ginola m.fl. ofte havde publikums favoritter pÃ¥ holdet, men som alt for sjældent slog til nÃ¥r det virkelig gjaldt, eksemplificeret ved at klubbens seneste mesterskab er tilbage i sæsonen 1960/61, hvorfra kun 7 ud af de daværende 17 spillere i truppen endnu lever. PÃ¥ det tidspunkt var John F Kennedy endnu ikke blevet skudt i Dallas, og en af nutidens rivaler, Liverpool lÃ¥ og rodede rundt i den næstbedste række. Ja det er i sandhed længe siden!

Siden da er der blevet afviklet 56 sæsoner i verdens mest kompetitive fodboldliga, og 13 forskellige klubber har løftet mesterskabs pokalen, mens Tottenham igen og igen har skuffet sig selv, og ikke mindst sine trofaste fans, der forstÃ¥eligt, men ogsÃ¥ umÃ¥delig naivt tror og hÃ¥ber at “nu bliver det”, men hver gang er folkets helte snublet mere eller mindre tæt pÃ¥ mÃ¥lstregen. Det har betydet at profiler som Chris Waddle, Gascoigne, Carrick, Berbatov, Modric, Bale og senest Walker, har forladt klubben i hÃ¥b om at “græsset er grønnere pÃ¥ den anden side af vejen”, hvilket i langt de fleste tilfælde har vist sig at være et klogt valg.

Men Harry Kane er dog endnu at finde i Tottenham, hvor han er i gang med sin sjette sæson i Premier League, og i 125 kampe, heraf de 122 kampe for Tottenham, har scoret 86 mÃ¥l. Det placerer ham som nr. 38 pÃ¥ alle tiders topscorerliste i Premier League, en liste som føres af Alan Shearer, der i sine 441 kampe garnede 260 gange, hvilket var et snit pÃ¥ 0,59 mÃ¥l pr. kamp. Det bedste gennemsnit af alle er 0,69 mÃ¥l pr. kamp, og det er rent faktisk Kane, der sammen med en anden nutidig goalgetter, Manchester Citys Sergio “Kun” Aguero (129 mÃ¥l i 188 kampe), overgÃ¥r alle tidligere og nuværende mÃ¥lscorere i den bedste engelske række.

Det er uhørt flot af en blot 24 årig spiller, og han er som bekendt også topscorer i den igangværende turnering, med indtil videre 8 mål i 9 kampe, og således godt på vej til for tredje sæson i træk at slutte øverst på topscorerlisten. Det vil i så fald være en præstation som blot to spillere hidtil har præsteret i al den tid der er afviklet fodbold på organiseret plan i engelsk topfodbold.

De to hattrick magere er henholdsvis Alan Shearer og Thierry Henry, mens yderligere fire spillere, heriblandt Englands topscorer fra VM 86, Gary Liniker, har præsteret at blive topscorer minimum tre eller flere gange, dog ikke mere end maksimalt to i træk.

Ovenstående illustrerer ganske klart hvor strålende en spiller, Harry Kane har udviklet sig til, og allerede nu er han med afstand sit lands bedste angriber, og en af de helte som en fodboldgal nation sætter sin lid til næste sommer i Rusland. Afhængigt af hvor langt England når til det forestående VM, vil Harry undervejs runde 25 år, og når Premier League igen starter op medio august 2018, må det anses for særdeles tvivlsomt om den farlige angriber stadig er at finde i Tottenham, med mindre han og holdet slutter øverst i Premier League og/eller snupper Champions League trofæet forinden. Med al respekt for Kane, Pocchetino og CO, vil jeg personligt anse begge dele for umulige mål, også selvom vi endnu er tidligt på sæsonen. Tottenham mangler simpelthen vinder mentalitet, og i øvrigt også aktører med den nødvendige kunnen, når det virkelig gælder, både på og udenfor banen. Manager Pocchetino har aldrig vundet noget siden han smed støvlerne, og hovedparten af den nuværende trup har ej heller for alvor triumferet i en primær fodboldrække, og da slet ikke på europæisk klub- eller landsholdsplan, og om man bryder sig om det eller ej, sætter den slags sig i hovederne på selv de ypperste aktører.

Kane, der end ikke er Tottenhams bedst betalte spiller, kan således være historie i barndomsklubben næste sæson, og uden Kane, vil jeg tro at Tottenham får svært ved endda at komme med i top 6, og hvorfor skulle holdets øvrige profiler så overhovedet blive i klubben, også selvom spillere og trænere/ledere efter sigende har det usædvanligt godt både på og uden for banen. I topsport tæller andre parametre, herunder ikke mindst store titler, selvsagt mere end diverse venskabsalliancer, og også lønmæssigt vil Kane og CO stige betragteligt, såfremt de vender ryggen til den ellers på mange måder sympatiske klub.

SÃ¥ledes defineret havde Pep sÃ¥ ganske ret i sin pÃ¥stand, Tottenham er om nogen et “one man team”, eller sagt med Peps egne ord et “Harry Kane team”, med 10 dygtige, men i det overordnede perspektiv relativt beskedne fodboldspillere, og sÃ¥ en af Europas pt. dygtigste og mest mÃ¥lfarlige angribere.

OVERSIGT

Scroll to Top