The perfect guide to the casino

Blog: Real Madrid, Ronaldo og Zidane jagter rekorder

Torben Aakjær har skrevet en blog om Real Madrid og deres succes i Champions League.

Real Madrid er en af favoritterne til at vinde Champions League i år og det har Torben Aakjær skrevet nedenstånde blog om.

Indholdet er kun et udtryk for skribentens holdning.

_________________________________________________________

Om man bryder sig om det eller ej, så er der een` klub der overstråler alle øvrige i Europas fineste klubturnering, og det er til de færrestes overraskelse Real Madrid, der alene i de seneste 7 års udgaver af turneringen er nået minimum til semifinalen, og skulle de gå hele vejen igen i indeværende sæson, ja så vil det, udover at være fjerde titel på 5 sæsoner, endvidere være tredje sejr i træk, hvilket hidtil kun er sket for Bayern München og Ajax, der begge præsterede dette i 70èrne, samt Real Madrids eget tidligere
legendariske mandskab anført af Di Stefano, Kopa og Gento, tilbage i 50èrne, hvor den spanske storklub lagde suverænt ud ved at vinde turneringens første 5 finaler i træk fra 55/56 til og med 59/60.

Om sejrsrækken i denne omgang bliver så vild er selvsagt for tidligt at spå om endnu, men der bør ikke herske tvivl om at det nuværende mandskab anført af profiler som bl.a. Modric, Ronaldo, Ramos og Kroos, i allerhøjeste grad er med i det absolutte favoritfelt til titlen, hvor de hårdeste bejlere må være Barcelona, Bayern München og måske nyrige PSG, og så vil det være direkte
dumt at overse de bedste engelske mandskaber, hvor især Manchester City er kommet flyvende fra start. Apropos Ronaldo, så må man konstatere at den snart 33 årige angriber ser ud til at have fået sin anden ungdom, illustreret ved at han fortsætter målscoringen, og således bliver ved med at holde sin værste konkurrent, Messi, komfortabelt bag sig. Aktuelt har goalgetteren fra Portugal nettet 110 gange i turneringen, mens den lille argentiner må "nøjes" med 97, men med i det totale regne-stykke skal naturligvis medtages, at Messi er yngre end Ronaldo, hvorved han selvsagt teoretisk har længere tid til at score sine mål fremadrettet.

Samme Ronaldo kan, hvis Real Madrid vinder turneringen i denne sæson, nå op på 5 sejre i den prestigefyldte turnering, hvorved han udligner trioen Costacurta, Maldini og Di Stefano, og så blot er een` turneringssejr fra at nå op på siden af rekordholderen med 6 guldmedaljer i Europa Cup for Mesterhold/Champions League turneringen, Paco Gento, der var en vigtig del af det nærmest
usårlige Real Madrid mandskab tilbage i 50èrne og 60èrne. Samme antal sejre som Ronaldo, har trioen fra Barcelona, Messi, Pique og Iniesta dog også, så Ronaldo får bestemt ikke lov til at hvile på laurbærrene, men det virker også til at den målhungrende herre er allerbedst, når han presses allermest.

Også Ronaldos træner, legendariske Zinedine Zidane, kan komme op i det helt tunge felt af trænere der har vundet turneringen, i det han, såfremt Real Madrid går hele vejen, kan udligne Bob Paisley og Carlo Ancelottis 3 sejre. Paisley vandt alle 3 sejre med Liverpool tilbage i 70èrne og 80èrne, mens Ancelotti har 2 sejre med AC Milan, og 1 med Real Madrid. Aktuelt er Zidane placeret i feltet med trioen Mourinho, Pep og tilbagevendte Heynckes, som hver især er endnu aktive, og har vundet turneringen to gange. Ovenstående rekorder og mulige rekorder, er jo præcis hvad vi tilskuere og tilhængere af turneringen, elsker så højt. De ypperste spillere presses til at præstere det nærmest umulige, og de allerstørste som Di Stefano, Kopa, Cruyff, Beckenbauer, Müller, Ronaldo, Messi og Buffon m.fl. skal kamp efter kamp, dag efter dag, være på dupperne, for ellers overgås de af mindst lige så trofæ- og rekord hungrende modspillere og konkurrenter, der hver især drømmer om at de vil blive husket, også mange år efter at de har udspillet deres rolle i fodboldens verden. Marginaler og enkeltmandspræstationer kan bestemt stadig afgøre en ellers udpræget holdsport, og det er jo egentlig ganske charmerende synes jeg.

Men endnu er den igangværende turnering ung og frisk, og ingen kan med sikkerhed sige hvilke hold vi skal nyde i finalen på NSC Olympiyskiy Stadium i Kiev engang midt på året 2018.

OVERSIGT

Scroll to Top