Nedenstående indlæg er skrevet af Torben Aakjær, som i mange år har arbejdet som først elite-ungdomstræner i Danmark, og de seneste 10 år som scout og rådgiver, hvor han har været ansat i Herfølge BK, Hamburger SV, Manchester United, og aktuelt brasilianske Sport Club Corinthians Paulista. Herudover arbejder han for et par unavngivne tyske klubber med scouting i Europa.
Han har skrevet nedenstående blog. Indholdet repræsenterer kun forfatterens holdning.
_________________________________________________________________________
Det danske fodboldlandshold, var i 80èrne og 90èrne et elskeligt “hvermandseje”, hvor populære typer som Elkjær, Arnesen, brødrene Laudrup, Faxe og Flemming Poulsen m.fl. gav familien Danmark ikke så få store og fantastiske øjeblikke direkte ind i stuerne, og selv trænerne på sidelinien, lige fra Piontek over Johansson, og ja selv den indimellem uforståelige Ricardo, var personer som danskerne tog til sig, selvom sidstnævnte nok havde flere kampe med pressen end med disses kunder, men det er
en helt anden historie.
Men så kom stivstikkeren, 80èrholdets anfører og verdensmanden Morten Olsen på banen, og erstattede de tidligere noget mere provinsielle typer. Holdet blev nu bygget op om spillere med personlighed som en isklump, og spillestilen blev langsomt, men uhyre effektivt dirigeret hen imod det som Hr. Olsen og andre såkaldte fodboldeksperter døbte “Den røde tråd”, dvs. U og A lands-hold skulle mere eller mindre spille samme form for fodbold, hvor det for noget nær alt i verden, gjaldt om at være spilstyrende, bold besiddende, og tilsyneladende uhyre ineffektive.
‘Den døde tråd’
Personligt kalder jeg projektet, som desværre endnu begejstrer dele af DBU, for “Den døde tråd”.
Om end resultaterne udeblev, og deltagelse i slutrunder blev sjældnere og sjældnere, så fastholdt Hr. Olsen sit system. Hans favoritter igennem årene, typer som Kvist, Rommedahl og Bendtner, vedblev med at spille, til trods for at deres indsatser eller mangel på samme, på respektive klubhold, blev sjældnere og sjældnere, og for alt i verden skulle landsholdet kun spille med en` reel angriber, også selvom det for selv ignoranter af det dejlige spil, ofte var hovedrystende åbenlyst at det var nødvendigt at smide en ekstra mand frem som supplement. Den efterhånden aldrende herre nægtede at “gå fra borde”, og selvom han undervejs truede med at gå af, da der åbenlyst var misforhold imellem træner og forbund, så blev han alligevel på posten frem til endnu en slutrunde var misset i 2015, hvor parterne omsider skiltes.
De eneste der klappede manden fra borde var dele af tabloid pressens repræsentanter, som tilmed i deres medier i den efter-følgende tid forsøgte at overbevise familien Danmark om at Olsens tid som landstræner altovervejende havde været en succes-historie, og at de mange missede slutrunder og det indimellem horribelt kedelige spil på banen, var en helt naturlig konsekvens
af vort lands beskedne størrelse og den heraf åbenbart ikke kvalificerede talentudvikling.
De danske tilskuere havde også for længst lugtet lunten, for udover fædrelandskærligheden, så tæller resultater og flot spil naturligvis højt, ikke mindst når man tilmed skal betale for det.
Bla. bla. bla, summa summarum er at landsholdet under den tidligere landsholdskaptajns regime, var blevet en ørkenvandring at beskue, og den muligvis eneste lidt over gennemsnittet talentfulde spiller, som Danmark har fremavlet vel siden Grønkjær og Martin Jørgensen, nemlig Christian Eriksen, var efterhånden blevet en boldskubber i bedste Kvist/Højbjerg stil.
Træt, gammel nordmand blev landstræner
Derfor var det imødeset med spænding, da DBU skulle udmelde hvem der var afløseren, og skuffelsen var til at tage at føle på, også hos undertegnede, da en tydeligvis træt udseende ældre nordmand blev vist frem for den store offentlighed. Manden hed Åge Hareide og hans træner CV var uhyre beskedent, om end DBU på vanlig kikset vis forsøgte at tale hans ansættelser i udelukkende skandinaviske klubber, og et mindre heldigt smut forbi sit land som landstræner, op til noget virkelig stort.
Og det startede da heller ikke fremragende, med kampe og resultater mod små nationer som Island, Skotland og Bulgarien m.fl. som mindede lidt for meget om det vi havde kedet os til i årtier under Olsen. Kulminationen kom i oktober sidste år, hvor holdet først tabte 2-3 ude til Polen, hvilket i og for sig er et forventet resultat, men hjemmebanenederlaget blot 3 dage senere til aldeles upåagtede Montenegro, var tæt på at få bægeret til at flyde over. Såvel resultat og ikke mindst holdets generelle indsats i den kamp var uhyrlig, grotesk, forfærdelig, og det eneste den ældre nordmand fandt på at sige i dagene herefter, var at holdet i hans øjne havde et enormt uudfoldet potentiale, og at han anså de mange yngre spillere født i 93-97 som værende blandt Europas fremmeste talenter, så fremtiden så i hans øjne særdeles lys ud. Alt sammen naturligvis udelukkende fremstammet så han kunne redde “sin egen r..”, for hvis de håbløst fodbold ignorante chefer i DBU kunne hoppe på den røverhistorie, så kunne det jo være at man beholdt ham, i hvert fald frem til han kunne gå på pension.
DBU toppen hoppede (naturligvis) på limpinden, og udsendte kort tid efter en information via medierne, om at man i første omgang havde indgået en 4 årig, og altså ikke som først udmeldt en 2 årig aftale, med den aldrende nordmand. Medierne tjaa,
de kvækkede et par dage om den lille detalje, og så gik det hele ellers i sig selv igen.
Miraklet indtraf – Danmark vandt
På banen fortsatte det ulideligt uinspirerende spil, men tidligere i denne måned indtraf så miraklet, nemlig da Danmark i den svære hjemmekamp mod gruppens duks, Polen, måtte se bort fra flere af de såkaldt yngre talentfulde spillere, og dem der var til rådighed, som Dolberg, Fischer og AC, blev på banen erstattet af ældre og mere ligefremme typer. Det blev 4-0 til Danmark, men næsten vigtigere (også kun næsten!) var spillet, som i stedet for boldbesiddende og naiv fodbold, nu pludselig var afløst af en for Danmark nærmest uhørt pragmatisk tilgang til legen med den lille runde. Målmanden måtte sparke ud, forsvaret måtte tyre den
op af banen, og Eriksen fik pludselig den plads han simpelthen bare skal have, og så blev polakkerne mindst lige så chokerede som familien Danmark.
De flotte, effektive og vidunderligt pragmatiske tendenser fortsatte med næsten uformindsket kraft i den efterfølgende, og indtil videre sidste landskamp Danmark har spillet, og pludselig, efter 2 sejre og en fremragende målscore på 8-1, er muligheden for at Danmark måske alligevel kommer med til VM hos Putin og vennerne, i allerhøjeste grad til stede, og det selvom Danmark reelt kun har en spiller på internationalt højt niveau, naturligvis Christian Eriksen, der selvom han ikke er en verdensklasse spiller, bestemt har visioner og teknik på et for Danmark usædvanligt højt niveau. Ellers har profilerne i de forløbne kampe været midtbane fighteren Delaney, anfører Kjær og overraskelsen Dalsgaard.
Tvingende nødvendigt med sejre mod Rumænien og Montenegro
Nu venter yderligere et par kampe i oktober, hvor sejre i begge kampe mod henholdsvis Rumænien og Montenegro er tvingende nødvendige for at fastholde håbet om VM deltagelse. Spiller holdet som i de seneste to kampe, bør de relativt ubesværet tvære de middelmådige lande ud, men falder Hareide og CO tilbage til fortidens synder, og ikke mindst satser ungt igen, så kan VM drømmen være væk inden vi tager hul på november.
Vi andre – ja vi venter i nærmest åndeløs spænding, for har vi omsider fået et pragmatisk tænkende og ikke mindst spillende landshold? Fortsættelse følger!
