Manchester United vandt i går Europa League-finalen, og dermed sikrede de sig en Champions League-billet til næste sæson. Torben Aakjær blogger om den engelske storklub.
Når man hyrer en af klodens mest udspekulerede, kyniske men samtidig også mest effektive trænere, i skikkelse af mildt sagt karismatiske Jose Mourinho, og samtidig investerer bekosteligt i en aldrende, men stadig hamrende effektiv og ikke mindre kontroversiel svensker fra Balkan ved navn Zlatan Ibrahimovic, og herudover betaler akkurat så stort et beløb til Juventus, at Paul Pogba lige pludselig er verdens dyreste fodboldspiller, ja så har man sikret sig at forventningerne fra omgivelserne, venner som fjender, er enorme, ja nærmest astronomiske.
Læg hertil mindre beløb på en kvart milliard dk.kr. til Eric Bailly, lidt mere for Mkhitaryan, samt lidt lønforbedringer til forskellige nøglespillere, ja så kommer vi op på et betragteligt beløb, uanset om vi taler om danske Kroner, Euro eller engelske Pund.
Og alt sammen med det minimums formål at sikre deltagelse i næste sæsons slaraffenland, Champions League (CL), stedet hvor penge, prestige og titler kan vindes, og stedet hvor alverdens store fodboldspillere ønsker at blive set og forgudet.
Siden legenden Sir Alex Fergussons afgang efter mesterskabssæsonen 2012/13, i øvrigt det seneste af slagsen for Manchester United, har Englands mest vindende klub kæmpet for at genfinde storformen, og managere som Ryan Giggs, David Moyes og senest Louis van Gaal har alle forsøgt men fejlet, og derfor var forventninger til Jose Mourinho ikke beskedne, da han i maj sidste år blev præsenteret som ny manager for klubben.
Missionen opfyldt
Her knap 12 måneder senere er missionen opfyldt, hverken mere eller mindre, for med gårsdagens sejr i Europa League (EL), sikrede Manchester United sig adgang til det forjættede land, hvor kun de to spanske klubber, Real Madrid og Barcelona, indtil videre har deltaget flere sæsoner end United, hvilket, ignoranter til trods, illustrerer klubbens storhed.
Kigger man tilbage på sæsonen i Premier League som helhed, så er en 6 plads selvsagt uhørt i klubbens selvforståelse, og selvom det blev til et par mindre trofæer inden triumfen i EL, så reddes sæsonen ene og alene på kvalifikationen til CL, men lige præcis det facts kan ingen, selvom de meget gerne ville, tage fra Mourinho og klubben.
José Mourinho den rigtige
Klubben så således rigtigt da man ansatte Mourinho, for den lille portugiser med den effektive træner karriere, kan om nogen levere resultater, titler og placeringer når det er nødvendigt, illustreret ved hans track record som siger mesterskaber i 4 forskellige lande, 16 store titler på 14 sæsoner, 2 CL triumfer med 2 forskellige klubber, samt rekord kåringen som verdens bedste træner af IFFHS hele 4 gange, hvilket distancerer klenodier som Sir Alex Ferguson, Carlo Ancelotti, Pep Guardiola, Otmar Hitzfeld, Bianchi og Lippi, som hver især har modtaget æren 2 gange.
Fodboldens skønhed og mangfoldighed kan og må ikke udelukkende defineres i antal scoringer, driblinger eller saksespark, i det alt afhænger af øjet der ser, og da det i sidste ende, om folk bryder sig om det eller ej, gælder om at vinde, vinde og kun vinde på det absolut elitære plan som Mourinho befinder sig på, ja så bør tilhængere af “lige ved og næsten” klubber som Liverpool, Tottenham, Dortmund, Atletico Madrid m.fl. skæve misundeligt til den røde del af Manchester, for her skabes vindere, hvilket historikken vidner om, og selvom fodbolden er rund, så føler jeg mig ganske sikker på at Manchester United allerede i den kommende sæson, såvel på nationalt som på internationalt plan, overgår alle de nævnte, nu hvor klubben igen skal mænge sig med ligestillede som Real Madrid, Barcelona, Juventus, Chelsea og Bayern München.
Mission accomplished – next target!
