The perfect guide to the casino

Kjærbøls Klumme: Det sku’ vær’ så godt – og så er det faktisk skidt

Det sku’ vær’ så godt – og så er det faktisk skidt

Det var befriende ærligt at høre Thomas Gravesens kritik efter nullerten mod Serbien. Med næsten fråde om munden råbte den tidligere midtbaneprofil sin skuffelse over præstationen ind i tv-mikrofonerne, mens stort set alle andre ”eksperter” lagde en noget mere positiv linje. Landsholdet havde nået sit mål, hed det. At selve indsatsen var rædderlig, var sekundært. Morten Bruun skrev endda, temmelig arrogant, i sin faste TV2-klumme, at ”Danmark spillede ikke så godt, men lev med det”.

I to lange og lidelsesfulde år har sportsjournalister og eksperter undladt at råbe vagt i gevær over for landsholdets udvikling. Det har tilsyneladende været det nemmeste.

Da Kasper Hjulmand blev landstræner i efteråret 2020, var jeg kæmpe fan. Den nye chef havde en ideologisk platform. Han kom med udmeldinger om åbenhed i kommunikationen. Der skulle være transparens, i modsætning til lukkethed, i processerne. Landsholdet var ”hele fodboldfolkets”. Kasper Hjulmand fremstod som en dygtig kommunikator. Det reflekteredes også i hans man-management, der fremstod moderne og med vægt på dialog og inkluderende værdier.

Spilkonceptet var et frisk pust. Landsholdet spillede kvikt, fremadrettet og teknisk betonet. Og Hjulmand var ikke bleg for at prioritere mange udskiftninger i startopstillingerne indenfor landskampterminerne, hvorfor landsholdet hurtigt fik indspillet en række nye, lovende spillere. Både kvalitet og bredde så lovende ud.

Resultaterne var rigtig fine, men det havde de jo også været under Åge Hareide. Forskellen lå i selve tilgangen til spillet. Danmark spillede afmålt og minimalistisk under den norske forgænger, mens man i udpræget grad havde vægt på egne kvaliteter under Hjulmand. Det var forfriskende.

Under EM i 2021 kulminerede succesen. Den folkelige opbakning sprængte alle rammer, og danskerne spillede i flere af opgørene ren drømmefodbold. Efter semifinalen luftede jeg for første gang en offentlig kritik. IKKE fordi Danmark endte med at tabe, men fordi praksis kom til at afvige markant fra ideologien. Danskerne trak sig tilbage efter Mikkel Damsgaard vidundermål allerede efter en halv time, og satsede på at forsvare sig til straffesparkskonkurrence. Og her er humlen: Hvis dét var lykkedes, så havde jeg været kritisk uanset hvad. For en ideologisk holdning til spillet er kun værdifuld, hvis man står ved den – også i de vanskelige kampe. Det vakte en spirende bekymring. Men spil og resultater var fortsat med landsholdet. Indtil VM.

Da truppen til VM i Qatar blev udtaget, var det egentlig tydeligt for enhver, at der blev forfordelt og favoriseret. Halvskadede spillere uden kampform blev foretrukket, men sportsjournalisterne, over en meget bred kam, agerede ja-sigere. Hjulmand havde ført Danmark frem til en VM-slutrunde på ret overbevisende vis, og EM-semifinalen var endnu i frisk erindring. Ingen turde tilsyneladende sige ”vinderen” imod. Forsigtige spørgsmålstegn til sammensætningen af den meget skrøbelige trup blev affejet med Hjulmands efterhånden berømte ”relationsteori”. Ingen kunne nå at blive indspillet i truppens altafgørende relationer. Heller ikke selv om man havde træningslejr og to testkampe til rådighed. Landstræneren stod last og brast med landsholdets inderkreds, og udtagelsen bar præg af det åbenlyst relationelle fokus. Men ikke det sportslige. Det var en monumental fejl. Et landshold helt uden spillelyst og energi gik ned på i den arabiske ørkenvandring på den mest pinagtige facon.

Vi – fodboldfolket – fik aldrig en uddybende forklaring på blamagen. Hvordan kunne landsholdet spille så ideforladt og uinspireret? Hvorfor var spillerne pumpet for energi allerede efter 30 minutters spil i den afgørende match mod Australien? Hvad foregik der egentlig internt i en trup, hvor relationerne i den grad var prioriteret? Alle var tavse efter fiaskoen. DBU fremsatte en halvkvædet vise om, at der nok havde været for meget fokus på politik. Så forklaringen på den gigantiske nedtur var, at der havde været polemik om et anførerbind? Transparens-idealet var afløst af Omerta. Pressen forholdt sig – efter min mening – chokerende passiv.

Efter nedsmeltningen i Qatar har landsholdet, isoleret set på resultaterne, fungeret tilfredsstillende. Kvalifikationen til EM i Tyskland kom i hus. Men spillet på banen har været gennemgående rædselsfuldt. De taktiske dispositioner og hele den strategiske tilgang har udviklet sig diametralt modsat, og stået i skærende kontrast til Kasper Hjulmands oprindelige værdisæt.

Det mest synlige parameter ift. landsholdets og landstrænerens deroute har naturligvis været udmøntningen af det sportslige på banen. Intentionerne om fremadrettet og frisk spil druknede i en minimalistisk, langsommelig og dræbende kedelig tilgang. Mulighederne for taktisk fornyelse blev forsømt, mens de rutinerede spillere i inderkredsen blev tilgodeset i næsten absurd grad. Og den taktiske og konkrete coaching i kampene efterlod nærmest indtryk af, at udskiftninger var aftalt og besluttet forlods, og ikke proaktivt i takt med hvordan opgørene udviklede sig. Spillerne dumpede, på trods af at kvalifikationen lykkedes, og den nærmest magiske synergi mellem landsholdet og den folkelige opbakning er markant svækket (om end der har været imponerende mange danskere i de tyske EM-byer). Alt dét er ikke nødvendigvis landstrænerens skyld. Men det er hans ansvar.

Kasper Hjulmands moderne management, og prioriteringen af landsholdets inderkreds, kom til sit mest absurde udtryk, da landstræneren prioriterede Simon Kjærs landskamprekord højere end resultatet af den ellers essentielle EM-kvalifikationskamp i Finland. Med få minutter tilbage foretog Hjulmand en helt igennem grotesk udskiftning, hvor Kjær kom ind i stedet for en offensiv kantspiller, selv om Danmark manglede en livsnødvendig afgørende scoring. Tilsidesættelsen af almindelig sund fornuft i den disposition blev imidlertid overdøvet af det sene Højbjerg-mål på langskud i sidste øjeblik. Sejrherren havde ret og pressen forfaldt til rygklapperi.

Siden blev Kasper Hjulmand konfronteret med en mærkværdig ledelsesstil, hvor en af truppens yngste spillere blev ”karaktervurderet” med blot at opfylde 3 kriterier ud af 12 i forhold til at være en ”god landsholdsspiller”. Mo Daramy blev kylet ud på en ret uværdig og lidet pædagogisk facon, og så glemte man i øvrigt at han var spilleberettiget for U-21 landsholdet. Daramy blev i stedet forvist til sofaen. Det var vel at mærke efter en landskamp (mod Nordirland) hvor den unge mand var blevet skiftet ind i overtiden. Hjulmands mangel på anerkendende ledelse lå langt fra de oprindeligt udmeldte værdisæt, fra da landstræneren udnævntes til Årets Leder mm. Men dengang gik det jo godt. Weekendavisen skruede sig op til at konstatere, at landstræneren virkede famlende og presset, da han på pressemødet først afviste at benytte de 12 vurderingskriterier, og så alligevel delvist indrømmede dem.

Man rystede imidlertid ikke på hånden i DBU’s sportslige ledelse, men forlængede Kasper Hjulmands kontrakt. Landstræneren kvitterede for tilliden ved at udsende en pressemeddelelse der primært drejede sig om, at han såmænd kunne have fået et langt mere attraktivt og lukrativt job andetsteds. En i sandhed mærkværdig og ret så upassende retorik.

I samme moment glimrede landstræneren med en udmelding om, at han ikke så noget problem i, at spillere valgte at tage til Saudi Arabien, og at han såmænd godt selv kunne blive fristet. Det var noget af en moralsk kovending i forhold til de etiske kvababbelser, der åbenlyst pinte landstræneren blot et år før, da truppen var i Qatar. Nogle ville nok sige moralsk fallit.

Senest under dette EM har landstræneren undret ved at fastholde, at præstationerne har været glimrende, og at ”Danmark er et af turneringens bedste offensive hold”. Det er i realiteten nu blevet til 2 mål i 3 kampe. Fakta-resistensen nåede et nyt niveau da Kasper Hjulmand fremkom med et statement om, at ”der findes ikke fiasko i sport”, hvilket jo er fuldkommen komplet nonsens.

Alligevel har sportspressen været generelt eftergivende. Kunne vi ikke bare stille os tilfredse? Vi er jo et lille land, og kvalifikationen blev jo dog sikret. Er det for krævende at forvente godt spil OG points på kontoen? Var fodboldfolkets utilfredshed galt afmarcheret? ”Lev med det”, skrev Morten Bruun.

Nej! Danmark har altså et langt bedre spillermateriale end Slovenien og Serbien. Som Thomas Gravesen pointerede, så må vi ”aldrig sætte os i en situation hvor vi er helt nedpressede” i sådanne kampe. Vi burde heller aldrig have været i så store problemer i kvalifikationen mod nationer som Kasakhstan, Nordirland og sågar San Marino. Kasper Hjulmand har spillet fallit over en bred parameter. Alt dét der lovede så godt, er gradvist sat over styr. Det sku’ vær’ så godt, og så er det faktisk skidt.

Det er fundamentalt at landsholdet viser dansk fodbolds bedste sider frem, ikke mindst i forbindelse med slutrundedeltagelser. Nationens udvalgte repræsenterer dansk elitefodbold, såvel som dansk fodboldkultur. De skal ikke spille minimalistisk angstfodbold. Havde vi spillet et brag af en kamp mod Serbien, men tabt på et uheld, så havde der kun været respekt og opmuntring fra min side. For sådan er fodbold. Småting og tilfældigheder kan være afgørende. Det samlede aftryk som landsholdet og trænerteamet efterlader, er langt, langt vigtigere end et enkelt, isoleret resultat. Den signalværdi der ligger i, at landsholdet spiller modigt, og med udgangspunkt i egne kvaliteter, er ubetalelig. Udadtil over for fodboldverdenen og indadtil i forhold til den håbefulde fodboldungdom. Og ikke mindst for at fastholde den brede folkelige opbakning omkring landsholdet. Defensiv kujonfodbold er derimod ubrugelig når man sætter ”det lange lys på”. Det lyder måske forkromet og ambitiøst, men vi kan kun producere spillere af ekstraordinær kvalitet i dansk fodbold, hvis vi tillader os at sigte højt. Landsholdet skal gå forrest og vise vejen.

Der er 1 skud i bøssen tilbage. Den mildt sagt vanskelige 1/8 finale mod værtsnationen. Der står langt mere end en kvartfinale på spil. Det er også den aktive landsholdsgenerations – og landstrænerens – historiske eftermæle.

—————————————————

Michael Kjærbøl er fodboldhistorisk forfatter.

Han har bl.a. skrevet ”Dansk fodbolds sande guldalder” om perioden 1898-1920. Og i 2021 mammutværket ”Dansk fodbolds 110 bedste” og ”Bogen om Sportslørdag” om engelsk fodbold i dansk tv i 70’erne og 80’erne.

Pt. har Kjærbøl en ny bog på vej: ”40 Fantastiske fortællinger fra fodboldens moderland”.

OVERSIGT

bet365

Scroll to Top